Sidsel Falsig Pedersen beskriver i et radiointerview med P1 hovedpersonen i ”Hestens fødselsdag” (2014) som en navnløs kvinde, der befinder sig i en overgangsperiode i sit liv. Kvinden er blevet fyret fra jobbet på et kontor, hvor den nye chef ”Ulven” har indført nye, sociale samtaleritualer, der ikke passer den lidt utilpassede hovedperson så godt. Hun ender med at bide den nye chef i armen og bliver ikke overraskende fyret fra sin stilling.
I stedet tager hun skuffet – og med begyndende virusudslæt – et job som rengøringsassistent i en forlystelsespark og lukkes dermed ind i en underverden, hvor kun de indviede færdes. Med sig bærer hun en skam over sit nye lavstatusjob og over afskeden med det forrige arbejde, hvor hun mistede kontrollen. Skammen viser sig helt konkret som et kløende kropsudslæt ikke ulig en slags stigma. Det at være stigmatiseret er noget, man ofte forbinder med nogle, der er uden for fællesskabet og som har normer, der adskiller sig fra flertallet.
Netop den position er en rød tråd for mange af Sidsel Falsig Pedersens karakterer. De står ved siden af samfundet og har problemer med at finde sig til rette i sociale normer, at finde deres egne kendetegn og – med et lidt fortærsket udtryk – hvile i sig selv. Den navnløse hovedperson i ”Hestens fødselsdag” er både træt af ensomheden og opsøger den aktivt. På trods af en kontakt med ekskæresten Pip kan hun ikke finde ro i at være sammen med ham, og under pauser i forlystelsesparken søger hun aktivt hen mod ikkesteder og folk, der bare tier stille.
51318854
Som i ”En hel dags kærlighed” er det ikke et plot, der driver Sidsel Falsig Pedersens fortælling frem. Om sit arbejde har hun udtalt: ”Mit arbejde er meget intuitivt. Det begynder altid med en stemning. Jeg ville gerne beskrive en følelse af, at man slæber sig af sted, som man gør i de perioder i ens liv, hvor det er lidt op ad bakke.” (Louise Folker: Forfatter: Derfor bider fortælleren sin chef i armen, Politiken, 2014-10-21.)
I ”Hestens fødselsdag” er hovedpersonen så præget af tristhed, at romanen ved udgivelsen bl.a. blev kaldt for en depressionsroman af anmelderne. Romanens formål synes med andre ord i højere grad at beskrive en ustabil sindsstemning, hvor alt kan ske. Det giver Sidsel Falsig Pedersens realistiske universer en urolig undertone, hvor enhver kommentar og bemærkning fra omverdenen vendes og fortolkes gang på gang.
Realismen får desuden en ny dimension, da enhver rengøringsrutine beskrives i mindste detalje. Læseren er med op og ned ad trapperne, mens de vaskes minutiøst, og på den måde ender rutinerne med at indtage rollen som en alternativ forlystelse i parken – nemlig som et hamsterhjul for de ansatte.