Baggrund

Citat
”Så snart den første bølge af anholdelser var en realitet, må nyheden om, at der var tale om en udrensning, have bredt sig som en løbeild iblandt dem. De hemmelige mødesteder – der nu ikke længere var hemmelige – blev opgivet. Men dette desperate modtræk var forgæves. Man havde jo listen. Lukketheden omkring miljøet var brudt.”
”Barn nr. 44”, s. 277.

Tom Rob Smith er søn af et svensk-britisk par og er født og opvokset i London, hvor han også bor og arbejder i dag. Efter gymnasiet læste han på Saint John’s college i Cambridge, hvorefter han som 22-årig studerede creative writing på det italienske universitet Parvin. Siden begyndte han at arbejde med tv-manuskripter, bl.a. som assisterende redaktør på engelske Channel 5’s soap-serie ”Family Affairs”, og senere, gennem et arbejde på BBC, udarbejdede han storyline til Cambodjas første soap-serie.

29 år gammel debuterede Smith som forfatter med romanen ”Barn nr. 44”, der blev en international salgssucces. I dag er den oversat til 36 sprog og er den første thriller, der nogensinde er blevet indstillet til den prestigetunge amerikanske litteraturpris Man Booker. I 2009 udkom opfølgeren ”Den hemmelige tale” og i 2011 ”Agent 6” – alle tre romaner har den sovjetiske agent Leo i hovedrollen. Rettighederne til ”Barn nr. 44” blev opkøbt af Scott Free Productions, og i 2014 kom filmen, der fik en relativt negativ modtagelse. Ikke desto mindre står det tydeligt, at der hele vejen i Smiths karriere har løbet en tæt forbindelse mellem romanarbejdet og arbejdet med film og tv, hvilket også kan spores i hans prosa. Efter Leo-trilogien har han udgivet romanen ”The Farm” samt skrevet manuskript til tv-serien ”London Spy” på BBC.

I interviews lægger Smith vægt på ofte at have følt sig lidt som en outsider, men forklarer, at han kan bruge det som et redskab i sit forfatterskab. Til avisen The Telegraph fortæller han, at han i høj grad opfatter menneskers personligheder som situationsafhængige og foranderlige, hvilket han tilskriver oplevelsen af, at folk gennem hans opvækst behandlede ham forskelligt alt afhængig af, om de kendte til hans homoseksualitet eller ej – et tema, der i øvrigt også har fundet vej ind i ”Barn nr. 44”. Han uddyber med at sige, at han oplever virkeligheden som kaotisk og usystematisk, men at han via skrivningen ”kan trække sig tilbage fra det rod, som alt andet udgør.” (Jake Kerridge: Tom Rob Smith: ‘In writing you retreat from the muddle’. The Telegraph, 2014-02-17. Egen oversættelse). 

Privat danner Smith par med den BBC-ansatte Ben Stephensson.