Tom Rob Smiths anden roman, ”The Secret Speech” fra 2009 (”Den hemmelige tale, 2009), er en efterfølger til debuten ”Barn nr. 44”. Her møder vi Leo Demidov tre år efter udgangen af forrige roman. Han arbejder nu for KGB med at efterforske ”virkelige drabssager” i stedet for, som tidligere, at følge styrets diktum om, at forbrydelser er et resultat af en ondsindet vestlig kapitalisme, hvorfor de ikke kan finde sted i det kommunistiske Sovjet (og altså i praksis forties).
”Barn nr. 44” sluttede med, at Leo og hans kone adopterer to piger i en form for bodsgang, da Leo på grund af sin tidligere ukritiske udførelse af MGBs ordre indirekte er skyld i deres forældres død. I ”Den hemmelige tale” skal det dog vise sig, at det ikke er nogen ukompliceret og lykkelig situation, og især den ene af de to piger nægter at tage Leo, deres forældres drabsmand, til sig som værge. Hermed er et af bogens store temaer slået an, nemlig at fortidens synder hverken er glemt eller tilgivet, og at forbrydelserne, Leo og hans kolleger har udført i statens navn, trækker lange spor.
Dette tema spejles i romanens mordmysterie.
27913547
Præstekonen Anisya, hvis mand Leo har henrettet syv år tidligere, er kommet tilbage fra arbejdslejr og er blevet et højtrangerende medlem af vory v zakone (en gruppe professionelle kriminelle), hvis fællesskab består i at ville hævne statens forbrydelser mod borgerne. Anisya, der nu går under navnet Fraera, er særligt ude efter Leo, som altså – udover at skulle opklare mordene – bliver gruppens næste mål. Herefter følger kidnapningen af Leos plejedatter, og endnu engang er Leo centrum og katalysator for de forbrydelser, han prøver at bekæmpe.
Tematisk følger ”Den hemmelige tale” fint op på ”Barn nr. 44”. Første roman kan siges at være en undersøgelse af de psykologiske konsekvenser af at miste tillid til systemet, mens anden bog udforsker de vidtrækkende menneskelige konsekvenser af Sovjets efterretningstjenestes metoder. Igen er det i høj grad systemet frem for mennesket, der fremstilles som ondt.