Stilistisk og strukturelt kan man i Smiths trilogi om Leo Demidov se en påvirkning fra filmmediet, idet han beskriver scenisk, bruger talrige flashbacks og i det hele taget etablerer mange ’klip’. Med sine højspændte handlingsforløb, hvor den ene katastrofe afløser den anden, er bøgerne endvidere klassiske thrillere, der benytter sig af mange af den kriminalistiske thrillers genrekonventioner. Alligevel er der nogle atypiske omvendinger af det klassiske krimiplot i spil: Hvor ’detektiven’, hvad enten der er tale om en privatdetektiv eller en politikommissær, i en typisk krimi ofte er oppe imod et trægt og bureaukratisk politivæsen, har vi hos Smith at gøre med en detektiv som – til en start i det mindste – repræsenterer systemet og korruptionen.
På lignende vis er et andet klassisk krimitræk, at man ofte har at gøre med en art master mind-plot, hvor en usædvanligt intelligent forbryder kæmper imod en endnu mere intelligent detektiv. Men i ”Barn nr. 44” forvaltes dette anderledes: nok skal Leo med tiden vise sig at være en yderst modig og retskaffen helt, men forbryderen – barnemorderen – er derimod klodset og underlegen. På den måde kan man sige, at det kommunistiske styre i virkeligheden træder ind på den klassiske forbryders plads: det er det sovjetiske samfund, der spiller rollen som den egentlige skurk, og som romanerne udvikler sig, står den virkelige master mind-kamp mellem Leo og et intelligent, ondt og altomfattende system.
Selv udtaler Smith i et interview i Information at: ”En krimi handler om at bringe folk i fare. Og i 50'erne var alle i fare. Det var ligemeget, om du var politimand, bager eller slagter. Alle var i fare. Selv dine børn kunne angive dig for noget, de havde hørt.” Han uddyber: ”Så det pudsige er, at det er en massemorderhistorie, hvor det ikke er morderen, der udgør en trussel for helten Leo, men staten. Og til sidst har systemets mand, Leo, dræbt flere mennesker end massemorderen.” (Emil Rottbøll: Et ondt samfund skaber onde mennesker. Information, 2008-08-25).