Ironisk anti-eventyr

Der er udgivet 11 bøger i Lemony Snicket-serien “A Series of Unfortunate Events” (“En ulykke kommer sjældent alene”), og den 12. er på vej. Foreløbig er de seks første udkommet i dansk oversættelse. Fortællingerne foregår i et tidsubestemt univers med elementer fra victoriatiden og handler om de tre forældreløse Baudelaire-arvinger, Violet, Klaus og Sunny.

25310586

De tre hovedpersoner har hver deres talenter, som de får god brug for i deres kamp mod den onde Grev Olaf. Samtidig er historierne fulde af mange mystiske figurer og steder, og det skaber tilsammen seriens univers. Et vigtigt kendetegn i bøgerne er, at Snicket ironiserer over forskellige litterære genrer og gør tykt grin med seriebøger til børn i almindelighed. I bogserien finder man kampen mellem de gode og de onde, men det munder ikke ud i en lykkelig slutning. De kloge narrer ganske vist de mindre kloge, men det lykkes alligevel Grev Olaf at undslippe gang på gang. Der findes heller ikke umiddelbart nogle gode og lærerige moraler i historierne: “De hurtigt læste bøger er velegnede som en art modgift mod den fromt opbyggelige børnelitteratur, som boghylderne flyder over med, samtidig med, at børn faktisk kan få meget ud af at læse dem. Først og fremmest er de vittige” . (Christian Monggaard: “Miserabel Morskab”. Information 2004-08-02).

Bøgerne forsøger at lære sine læsere et par ting undervejs, idet fortælleren gang på gang stopper op og forklarer, hvad avancerede ord betyder. Det hedder for eksempel: “Lovbøger er berygtede for at være meget lange, meget kedelige og meget svære at læse. Det er samtidig en af grundene til, at sagførere får så mange penge. De penge er et incitament – med ordet incitament mener jeg her udsigt til en belønning, der kan få en til at gøre noget, man egentlig ikke har lyst til at gøre - til at læse lange, kedelige og svære bøger.” (“Den onde greve” s. 75-76). Sådanne passager gør læseren lidt klogere på svære ords præcise betydning. Desuden bliver disse standsninger i teksten en måde, hvorpå fortælleren gør opmærksom på sig selv og historien som netop en fiktiv fortælling.