Sofokles’ drama ”Ēlektra” fra 5. årh. f.kr. (”Elektra”, 1988) foregår en årrække efter den trojanske krig, hvor grækerne under Agamemnon drog i krig mod Troja. Da Agamemnon sejrrigt vendte hjem, blev han slået ihjel af sin kone Klytaimnestra og hendes elsker Aigisthos, som nu hersker i hans sted. Agamemnons søn Orestes ledes i eksil af en slave, mens hans døtre Elektra og Chrysothemis må leve under samme tag som deres fars mordere.
Elektra har i hele sin ungdom ventet på, at Orestes skulle komme og hævne deres far, og hun angriber til stadighed moren for drabet på Agamemnon. Orestes ankommer endelig, men sender sin tjener afsted for at fortælle, at han er død. Moren både glæder sig over, at hun ikke skal frygte hans hævn og sørger over tabet af sin søn. Hun inviterer Orestes og hans ven ind, bærende hvad hun tror er Orestes’ aske. Orestes slår sin mor Klytaimnestra ihjel og venter på hendes elsker Aigisthos. Han viser Aigisthos liget af moren og fører ham derefter ind i kongeborgen for at dræbe ham, samme sted som han og Klytaimnestra dræbte Agamemnon. Orestes og Elektra får derved endelig deres hævn over Klytaimnestra og Aigisthos for drabet på deres far Agamemnon.
I stykket finder vi samme konflikt mellem søstrene som i ”Antigone”. Elektra er kvinden, der står på sin ret til hævnen, mens hendes søster Chrysothemis repræsenterer den traditionelle kuede kvinde, der nok kan se det rigtige i sin søsters sag, men som bøjer sig for den patriarkalske magt. På den måde kan Elektra også tolkes i et feministisk perspektiv ligesom Antigone. Stykket sympatiserer nok med Elektra og hendes hævnlyst, men det viser samtidig, at hendes enøjede jagt på hævn har efterladt hende bitter, ulykkelig og ensom.
Sofokles viser os, hvordan denne hævntankegang starter en stribe af død, tilsyneladende uden ende. Det er også ambivalent, om Elektras længe eftersøgte hævn er hendes store triumf eller hendes store tragedie, da hun til slut viser tegn på galskab og sandsynligvis må leve i skjul for at undgå, at hævnen rammer hende selv.