Sofokles er en af den vestlige kulturs allerstørste dramatikere, hvis tragedier spilles igen og igen på alverdens teatre. Som dramatiker bidrog han med forskellige nytænkninger inden for genren, bl.a. en tredje skuespiller. Indtil da havde man traditionelt kun to skuespillere på scenen ad gangen samt koret. Med indførelsen af en tredje skuespiller på scenen blev der mulighed for mere karakterkonflikt, og man blev mindre afhængig af koret. Sofokles indførte den tredje skuespiller, og andre dramatikere som Aischylos fulgte trop. Sofokles indførte også scenebagtæpper og generelt en mere kompleks scenografi, som gjorde indlevelsen større hos publikum, og han havde fokus på en dybere og mere kompleks karaktertegning end sine meddramatikere.
Tragedien ender i sin natur ikke godt. For samtidens publikum var det heller ikke vigtigt, hvad der skete, men hvordan det skete. Ofte kendte publikum allerede de myter, stykkerne baserede sig på. Det vigtigste var, hvilke tematikker og problemstillinger dramatikeren ville belyse gennem sin fortælling.
Tematisk bevæger Sofokles sig ofte i det samme område. Hans fokus er især staten over for individet, og hvordan de to er i konflikt, herunder især hvordan kvinderne er underlagt mandens vilje, og hvordan det skaber konflikt. Et godt eksempel er konflikten i ”Antigone”, hvor Kreon som repræsentant for den (maskuline) statslige lov er i konflikt med Antigone som repræsentant for den (feminine) guddommelige lov. Konflikten mellem mand og kvinde, som også finder sted i ”Elektra”, gør det muligt at udlægge Sofokles i en feministisk tolkning, som den moderne filosof Judith Butler gør.
Et andet gennemgående tema er det deterministiske over for den frie vilje. I stykkerne modtager karaktererne ofte profetier om, hvordan det vil gå dem. Deres forsøg på at flygte fra skæbnen kan, som i ”Kong Ødipus”, lede til, at de uforvarende opfylder profetien. Karaktererne kan også forsøge at råde bod på deres handlinger, da de bliver konfronteret med en tragisk profeti, som Kreon i ”Antigone”, der dog handler for sent og derfor ikke kan flygte fra profetien. Sofokles stiller her skarpt på, at det er umuligt for mennesker at flygte fra deres skæbne, altså en deterministisk udlægning, og at man bliver straffet, når man trodser guderne og profeterne.