Kong Ødipus

Citat
”Du selv, klarøjet som du tror, kan ikke se hvor langt du selv er kommet ud i ondt, er blind for hvor du bor, med hvem du lever. Hvad ved du om din herkomst? Om hvor fjendsk du er din slægt, de levende og døde? – Landflygtig skal du knuses af din fars og mors tungtrammende forbandelse. Dit nu så klare syn skal mørket dække.”
”Kong Ødipus”, s. 31.

”Oidipous turannos” fra ca. 429 f.kr. (”Kong Ødipus”, 1977) er et af de mest berømte dramaer i den vestlige verden. Det blev oprindeligt opført under dionysosfesten i Grækenland omkring år 429 f.Kr. Dramaet handler om det kendte sagn om Ødipus, der bl.a. omtales i Homers ”Odysséen”.

Ødipus er for nylig blevet konge over Theben efter at have løst Sfinxens gåde. Stykket sættes i gang med Ødipus’ jagt på den tidligere Kong Laios, hvis hustru Iokaste Ødipus har ægtet. Ødipus er flygtet fra sin hjemstavn Korinth for at undgå at opfylde en profeti om, at han ville dræbe sin far og ægte sin mor. Det er dog, hvad han uforvarende har gjort, for Laios og Iokaste er hans biologiske forældre, og det er Ødipus, der har slået Laios ihjel. Fortvivlet over sin skæbne blinder Ødipus sig selv, mens hans mor og hustru Iokaste hænger sig.

07068719

Ved stykkets start er Theben plaget af pest. Pesten var for grækerne mere end en alvorlig sygdom, det var en gudsforbandet besmittelse, som bliver et ledemotiv i dramaet. Laios’ uhævnede mord er det, der har hidkaldt pesten og besmittelsen, men senere viser det sig, at Ødipus er kilden til besmittelsen.

Oraklerne, der har spået at Laios’ søn ville dræbe ham, og at Ødipus’ ville dræbe sin far og ægte sin mor, bliver en ufravigelig skæbne for karaktererne. Der er intet, Ødipus kan gøre for at undslippe den. Tværtimod, da han får sin profeti, rejser han bort fra sine (foster-)forældre for ikke at opfylde profetien, men bidrager i virkeligheden til, at den kommer i opfyldelse. På den måde bliver det til en selvopfyldende profeti.

Et andet vigtigt tema i tragedien er klarsyn og forblindelse. Den blinde seer Teiresias ’ser’ sandheden om Ødipus, men Ødipus’ stolthed blinder ham for sandheden. Dette er også en del af den såkaldte tragiske ironi, som Sofokles benytter flittigt. Ved den tragiske ironi ved læseren mere om situationen end karaktererne, hvilket skaber et misforhold mellem hvad en karakter gør og siger, og hvad læseren ved er sandt. Læseren (eller tilskueren) kan kun hjælpeløst se til, mens karaktererne går deres ruin i møde.