Baggrund

Citat
”Og jeg kommer i karbad, og jeg ligger i det varme vand og tænker på det den døde vagtmand sagde. Bobo er levende når jeg tænker på den. Og det er sørgeligt og rart. Måske vil jeg gerne have en ny hund engang, men det haster ikke. Ikke i dag.”
”Men ikke i dag”, s. 24.

På sit værelse i barndomshjemmet i Vanløse begyndte Mikkel Sommer tidligt at udvikle sin streg og brugte meget tid på at dokumentere oplevelser gennem tegning: ”Jeg havde allerede en lidt systematisk tilgang til tegning dengang. Jeg elskede at tegne det samme igen og igen og lave skemaer,” fortæller han (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Han blev tidligt klar over, at han ville noget med tegningen, så efter endt HF-studentereksamen på Det Frie Gymnasium startede han på Københavns Tekniske Skole, hvor han lærte at lave forskellige former for tryk. På skolen udarbejdede han også en portfolio, så han kunne søge ind på animationsskolen The Animation Workshop i Viborg: ”På det tidspunkt var jeg sikker på, at animation ville være det rigtige for mig, da jeg ofte sad som barn og tegnede ting, jeg så i fjernsynet,” siger han (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, maj 2015). Mikkel Sommer blev optaget på animationsskolen, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var animationsvejen, han ville gå. Han søgte i stedet ind på Danmarks Designskole, hvor han også blev optaget, men fandt endnu hurtigere ud af, at denne skole heller ikke var noget for ham. I 2009 besluttede han sig for at blive selvstændig illustrator.

I sin første tid som selvstændig arbejdede han for Anders Morgenthaler og tegnede frugtfjolser: ”Det var en god måde at komme i gang og gjorde, at jeg ikke følte mig alt for tabt og forvirret,” fortæller han (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, maj 2015). I 2010 debuterede han med bogen ”Z”, som han selv har tegnet og skrevet, og året efter udkom hans første internationale, grafiske novelle ”Obsolete”. Udgivelsen satte skub i karrieren, og kort tid efter blev han kontaktet angående Kim Fupz Aakesons tegneserieprojekt ”De gale” (2012). Han har siden hen arbejdet sammen med Kim Fupz Aakeson i forbindelse med bøgerne ”Jeg er William” (2013) og ”Men ikke i dag” (2014). For sit arbejde med sidstnævnte bog blev han nomineret til Kulturministeriets Illustratorpris 2015.

Den nu Berlin-baserede illustrator har altid været fascineret og inspireret af franske tegneserier, så da den franske forfatter Antoine Ozanam ville have ham til at illustrere sin bog ”Burn Out” (2013), anså han det som en oplagt mulighed for at ”blive en lille del af den verden” og lave en bog med en etableret forfatter: ”Det var et meget anderledes samarbejde, end jeg tidligere havde prøvet, da det krævede en oversætter og var en helt anden verden for tegneserier,” fortæller han (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, maj 2015). ”Burn Out” er, ud over at være udkommet på fransk, udkommet på tysk og udkommer på dansk i 2015. Samme år, hvor han er aktuel med illustreringen af Astrid Lindgrens klassiker ”Mio, min Mio” og ”Hadet”, skrevet af Thorstein Thomsen.
Mikkel Sommer har ved siden af bogudgivelserne arbejdet som karakterdesigner på en animeret serie til Cartoon Network og tegnet til aviserne The New York Times og Politiken.