Bøgerne “Dragens halsbrand” (2001) og “Højt at flyve” (2002) er både skrevet og illustreret af Jørgen stamp. Illustrationerne er humoristiske og udtryksfulde med masser af streg og udtværet farvekridt.
I “Dragens Halsbrand” møder vi drageungen August, der har så frygteligt ondt i halsen. Alle hans venner forsøger at hjælpe ham, men det er først, da en lille flue sætter sig på hans næse og får ham til at nyse, at problemet løser sig.
“Højt at flyve” er historien om Giraffen Valter, der ikke vil invitere sin ven skildpadden med op i sin hjemmebyggede flyver, men da Valter pludselig skal reddes, får tonen en anden lyd, og han bygger en ny flyvemaskine med plads til to.
Figurerne er meget udtryksfulde og levende, og deres reaktioner og humør er let aflæseligt via deres tydelige kropssprog og store øjne. Som eksempel kan nævnes en scene fra “Højt at flyve”, hvor Sofus netop har reddet Valter op af søen efter at være styrtet ned med sin flyver. Valter sidder på jorden med hovedet lidt på skrå og ser noget så brødebetynget og flov ud, fordi han tidligere havde sagt, at Sofus ikke måtte flyve med ham, og nu har Sofus vist sig som en rigtig ven ved at redde Valter. Og Sofus, den lille skildpadde, står med store øjne og tungen ud af halsen og puster og stønner efter at have svømmet i land med giraffen. Den situation, at Valter pludselig indser, at den lille skildpadde Sofus faktisk er en rigtig god ven, fordi han lige har gjort alt for at redde ham, kommer så fint frem i figurernes ansigter og holdning, at pointen og moralen træder ekstra tydeligt frem..
Hver side i historien vrimler med små dyr, der kigger på eller er en del af det, der sker; en lille snegl med store øjne, et par køer eller en fisk. De er med til at skabe fokus omkring hovedpersonerne i det, de ikke fortæller en egen sideløbende historie, men altid følger med i, hvad der sker med hovedfigurerne.
I samme stil findes også “Helge elg” (2003) med tekst af forfatteren Tomas Lagermand Lundme.