Som barn læste Ulf meget og levede sig ofte konkret ind i bøgernes handling. Efter læsning af Astrid Lindgrens Rasmus på farten drog han således selv på farten. Dog ikke længere end til det lokale plejehjem, hvor en ældre beboer fik rollen som "Oskar". I realskolen var han optaget af drabelige heltedigte og senere læste han digtere som Federico Garcia Lorca og Dylan Thomas.
Som hovedpersonerne i bøgerne lærte Ulf Stark sig at lyve, så han allerede som 13-årig var "fabelagtig til det", som han selv siger. Denne evne gjorde han også brug af i gymnasiet, hvor han fik dårlige karakterer i fag som matematik og fysik.
For at gøre faren glad fortalte han, at han havde fået højere karakterer - og forfalskede farens underskrift i karakterbogen. Men til eksamen gik det helt galt - han dumpede - og dette resultat kunne der ikke fuskes med.
Når det i forfatterens bøger ser sortest ud for børnene, finder de en udvej. Sådan var det også for Ulf Stark. Midt i nederlaget og forvirringen oven på den mislykkede studentereksamen stod det klart for ham, at han ville være forfatter.
Fra gymnasiet kendte han den lidt ældre og vordende forfatter Peter Curman. Og gennem ham fik han kontakt med unge forfattere som Lars Gustafsson og Tomas Tranströmer, der blev Ulf Starks konstruktive med- og modspillere, da han begyndte at skrive.