Stefán Mánis forfatterskab består af otte romaner, hvor den første halvdel udgøres af psykologiske fortællinger, mens den anden er spændingsromaner.
Et gennemgående træk i dem alle er den hårde, kolde isolationsfølelse i den islandske natur, der afspejles i romanpersonerne. Derudover er miljøet i romanerne ofte Reykjavíks kriminelle underverden og er samtidig en undersøgelse af forholdet mellem godt og ondt og alt, hvad der ligger der imellem, tilsat en god del spænding og eventyrlige begivenheder.
Romanerne befinder sig samtidig også i spændingsfeltet mellem en grå hverdagsrealisme og en magisk eller overnaturlig dimension, der forbinder forfatterskabet med de islandske sagaer og folklore på den ene side og med en beskidt, rå og brutal realisme også kaldet brutalisme fra 1990’erne på den anden med repræsentanter som f.eks. Stephen Kings thrillers og i mere ekstrem forstand Bret Easton Ellis’ ”American Psycho” (1991). I litteraturhistorien kendes horror-historierne måske bedst fra Edgar Allen Poes fortællinger, men også fra f.eks. H.P. Lovecraft, der begge udgør stor inspiration for Máni.
”Skibet” kan også læses i forlængelse af en lang tradition i europæisk litteratur om havet og dets søfarere, f.eks. Homers ”Odysseen” (ca. 700 f.v.t.), Herman Melvilles ”Moby Dick” (1851) og Joseph Conrads ”Mørkets hjerte” (1902). I lighed med sidstnævnte beskriver Máni i ”Skibet” moralens langsomme opløsning på dødssejleren Per Se, hvor besætningen befinder sig ufrivilligt længe i rum sø og samtidig i et moralsk vakuum, der stævner lukt ind i en mørk, vred og voldelig nihilisme.
Også krimien ”Ødeland” er mørk og barsk som den islandske lavaørken. Blandt de forskellige krimityper ligger denne roman nærmest den amerikanske krimi, der lægger hovedvægten på handling som hos f.eks. Raymond Chandler og mindre på refleksion som i Arthur Conan Doyles historier om Sherlock Holmes. Som meget handlingsorienteret minder hovedpersonen Odin, der overvinder alle slags forhindringer, også om helten i det klassiske eventyr. Og nok ikke så uventet, minder Odin også om en nutidens viking, der pludselig er sprunget ud af de gamle islandske sagaer. Men som et ekko af en fjern fortid ligner Odin også en Don Quijote med sine heroiske og utidssvarende værdier, og som sådan giver romanen et satirisk og kritisk billede af, at der ikke er meget at kæmpe for end penge.
Odin nægter at gøre sig til det, som filosoffen Friederich Nietzsche kaldte for det ”Sidste menneske”, der er det moderne menneske, og som ikke stræber efter noget højere end tilfredsstillelsen af egne småbehov i det småborgerlige, kapitalistiske samfund. Selvom Odin i slutningen formentlig begynder at tro på et fremtidigt forhold med Viktoria som noget værdifuldt, kan man alligevel se begge førnævnte romaner af Stefán Máni som en interessant problematisering af det moderne menneskets situation i det moderne samfund.