Med undtagelse af ”Ødeland” skriver Stefán Máni mest horror-historier og thrillere i stil med Stephen King og Edgar Allen Poe, hvor Máni forsøger at vise menneskets mørkere sider: ”… i mine historier er der ofte forbrydelse og forbrydere. Jeg skriver dystre, menneskelige horror-fortællinger med spænding og forbrydelse – blandet sammen, antager jeg.” (Jürgen Ruckh Autoreninterview: mit dem Autoren Stefán Máni. Literaturportal Schwedenkrimi.dk. Marts 2009).
Hans spændingsromaner og krimien ”Ødeland” er skrevet i en yderst rå og brutal stil, hvor handling altid går forud for refleksioner over godt eller ondt. De to romaner ”Skibet” og ”Ødeland” skriver sig ind i en amerikansk tradition, både mht. genrerne thriller og krimi. Karakteristisk for thrilleren i almindelighed og for Mánis ”Skibet” i særdeleshed skabes spændingen ved, at noget ukendt og livsfarligt truer romanpersonerne, mens disse på en eller anden måde samtidig har begrænsede muligheder for at gøre noget.
Thrillerens hovedærinde er at levere spænding og underholdning, men der er også indlagt eksistentielle overvejelser enkelte steder i ”Skibet”.
Typisk for genren arbejder Máni meget med tidsforholdene: Helten(e) får tildelt begrænset tid til at forhindre katastrofen eller til at overvinde, hvad der måtte true, f.eks. at Per Se driver hjælpeløst til Antarktis og dermed ind i den visse død. For at skabe spænding går Máni således ned i tempo, hvor handlingen beskrives minut for minut, som også er en teknik som spændingens mester Alistair McLean brugte i mange af sine romaner, f.eks. ”Møde i rum sø” (1963).
I romanen ”Ødeland” er der mere tale om en krimi, selvom den i en vis forstand også kunne kaldes en økonomisk thriller. Men den har mange af krimiens kendetegn: En klart profileret helt, der med sine fremragende egenskaber og færdigheder bare er ”larger than life”. Hos Máni er ”helten” samtidig forbryderen, hvilket er atypisk for genren og hindrer læserens identifikation med hovedpersonen.
Selve gåden i ”Ødeland” er dermed også usædvanlig, fordi der med hovedpersonen Odin er tale om en narkoforbryder og en morder, der skal løse den. Gåden handler da heller ikke om et uopklaret mord, men i stedet om for Odin at finde sin ukendte far. Det er snarere efter denne gådes opklaring, at historien rigtigt begynder og herfra bevæger sig over i horror og thriller med det islandske samfund som baggrund, hvor spørgsmålet om Odins fortsatte søgen efter identitet binder værket sammen til en helhed. Med dens blanding af flere genrer er ”Ødeland” en hybridform.
Máni formidler disse psykologiske og eksistentielle temaer i en skrivestil, der er ordknap og episk, og som er blevet sammenlignet med Jo Nesbø. Selvom den også er klichéfyldt, så er billedsproget både surrealistisk og hverdagsrealistisk på samme tid. Med denne knappe sprogstil og med sin økonomiske komposition lægger Mánis forfatterskab sig tæt op ad de islandske sagaer.