Jesper Steins roman ”Bye Bye Blackbird” fra 2013 er andet bind i serien om vicepolitikommissær Axel Steen, men kan læses uafhængigt af første bind.
Handlingen foregår i sommeren 2008 i København, hvor dna-sporet fra en ny voldtægtssag kobles sammen med en gammel sag fra 2004, hvor en ung student, Marie Schmidt, blev dræbt i Ørstedsparken. Sagen blev aldrig opklaret, men var årsag til Axels private nedtur og skilsmisse, og nu øjner han en chance for at gøre regnskabet op og fange morderen.
50507319
Handlingen udspiller sig på og omkring Nørrebro, hvor Axel bor, og hvor den nye voldtægt har fundet sted. En del af efterforskningsarbejdet fører Axel til Nørreport Station, som udgør et trafikalt knudepunkt i byen. Hver dag pendler tusindvis af mennesker til og fra stationen, og på perronerne og trapperne finder man psykisk syge hjemløse. Axel arbejder under tidspres for at opklare sagen og er på kant med kolleger og chefer, og privat fortsætter konflikterne med ekskonen Cecilie omkring samværet med datteren Emma. Axel presses også til at have tættere kontakt til sin chef Jens Jessen, som stadig har et forhold til Cecilie, hvilket Axel er imod. Han dulmer sin smerte og dødsangst med et stort forbrug af hash, hvilket efterhånden er uforeneligt med hans arbejde.
Romanen tematiserer seksualitetens destruktive sider, og beskrivelserne af serievoldtægtsforbryderens brutale overfald på kvinder er rå og rammende. Axel Steen har også i denne roman den bærende synsvinkel, men der krydsklippes til hans chef, politivicedirektør Jens Jessen, hvilket både giver læseren et dybere indblik i politiets arbejde og et mere nuanceret billede af konflikterne mellem de to mænd.
Det bliver en besættelse for Axel at fange forbryderen, og jo tættere han kommer på, desto mere truer hans eget liv med at gå i opløsning. Han konfronteres med sine egne indre dæmoner, og hashmisbruget gør ham utilregnelig. Hans personlige problemer påvirker hans dømmekraft og arbejde med at opklare sagen, og der er ikke meget forståelse at hente hos andre omkring ham.