Karoline Stjernfelt er født i København d. 6. april 1993. Hendes far er den danske professor og forfatter Fredrik Stjernfelt, og hendes mor er litterat og oversætter Agnete Stjernfelt. Sammen har de også datteren Agnes. Karoline Stjernfelt er uddannet fra Serieskolan i Malmø, hvor hun i 2012 påbegyndte sin historiske tegneserietrilogi ”I morgen bliver bedre” om det danske kongehus i 1700-tallet. Siden har hun haft en fast plads på tegnestuen Kulkælderen på Vesterbro i København.
Frem mod Karoline Stjernfelts egentlige debutudgivelse i 2015 har hun bidraget til en række tegneserieantologier; ”Knivsæg” med historier fra den tyske besættelse, ”Kulkælderen 3” og svenske ”C’est Bon Kultur”. Sammen med den finske tegner Mari Ahokoivu og den norske tegner Frøydis Sollid Simonsen udgør hun desuden tegneseriekollektivet Random Walk Comics, der sammen har lavet rumudstillingen ”Space”, der er blevet vist i Sverige, Norge og Finland.
Interessen for det historiske stof har Karoline Stjernfelt dyrket, siden hun gik i grundskolen på N. Zahles Gymnasieskole. Det er dog særligt de enkelte karakterer, der interesserer hende, hvilket ifølge hende selv formentlig også har været grunden til at ”I morgen bliver bedre – 1. Kongen” er blevet sådan en stor succes: ”Det har nok givet pote, at jeg har skåret ind til benet, og fortæller den konkrete og personlige historie, så det ikke føles som tvungen historieundervisning.” (Dorthe Chakravarty: Hun laver historier over danmarkshistorien. DR Kultur, 2016-01-05).