Mere om humørbomberne

Citat
- Katrine har i hvert fald ret i at man ikke kan være glad hvis man vil have alting anderledes end det er, sagde Beo. Hun sad på køkkenbordet og dinglede med benene. – Man skal være glad for det der er. Karen i historien hun var ikke glad for det der var, og derfor fik hun aldrig noget at være glad for.”
Birgit Strandbygaard: “Flere historier om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel”, s. 22.

I “Flere historier om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel” fra 1997 hører vi mere om de fire ualmindelige søstre, der bor sammen med deres opfinderfar og deres cirkushund i huset ved siden af den søde nabokone Katrine. Søstrene vil gerne have en ven, men ingen af byens børn må lege med dem. De bestemmer sig alligevel for at blive venner med farvehandlerens søn, Anton Glad. For han har heller ingen andre venner og er på trods af sit lystige navn ikke særlig glad. Heller ikke selv om han kommer fra en ’rigtig familie’ og får renset ører hver eneste uge. Anton vil i virkeligheden ikke lege med piger, men han bliver overbevist af søstrenes humør og sjove påfund. Samtidig dukker søstrenes ukendte kusine Allis op. Hun er en temmelig rå tøs, der bander, svovler og kaster med knive. Men hun tisser også i sengen om natten, og søstrene kan godt gætte, at det er fordi, det børnehjem, hun er stukket af fra, ikke er noget særlig sjovt sted at være. I slutningen af historien arrangerer Alfa, Beo, Ditte og lille Edel en cirkusforestilling. Alle byens børn kommer og ser den og finder ud af, at de fire søstre måske slet ikke er så tossede endda. Og Anton beviser, at han godt kan finde ud af at grine.

Historierne om de fire søstre handler i høj grad om, at man er så glad og tilfreds, som man bestemmer sig for at være. Alfa vil altid have alt det, andre har – derfor er hun altid ked af det og utilfreds. Ditte er hverken rigtig glad eller rigtig sur. Men Beo og lille Edel er til gengæld taknemmelige, tilfredse og ligeglade med, hvad andre synes. Derfor er de altid glade. På et tidspunkt får Alfa imidlertid besøg af en lysende engel. Englen får Alfa til at indse, at det vigtigste er, at man har nogen, der holder af en. Dette bliver stående som bogens morale. Selv om pigerne er fattige, har de noget meget værdifuldt – nemlig hinanden.