Den lille, illustrerede roman “Nino og månekonen” fra 2002 handler om en pige med det mærkelige navn Nino. Hun er otte år, har alt for lange fødder og et stort modermærke i panden. Derfor driller de andre børn i skolen hende. Det bliver ikke bedre af, at Ninos bedstemor – som godt kunne lide Nino med modermærke og skifødder og hele molevitten – er død. Eller af at Ninos mor synes, Nino er en sær snegl. Heldigvis har Nino en levende og farverig fantasi. Om natten får hun besøg af månekonen og af de to 'mumlere' Æbleøje og Koko. Ninos nye fantasivenner hjælper hende med at finde frem til modet i sig selv. Hun lærer at svare igen, når nogen driller hende, og at modsige sin mor, når hun er urimelig. Nino lærer også, at de andre børn i virkeligheden beundrer hendes fantasiverden. Og at de gerne vil være venner med hende for at blive del af den.
“Nino og månekonen” handler om, hvor langt man kan komme ved hjælp af sin fantasi. På den ene side kan fantasien få en væk fra virkeligheden, når den er trist og sur. På den anden side kan fantasien fortrylle virkeligheden, så den bliver et bedre sted at være. Historien om Nino handler også om, at det er i orden, hvis man ikke er ligesom alle de andre, og hvis man ikke altid gør, som der bliver sagt. For selv om Nino har rødt hår, der ikke matcher lyserødt tyl, og selv om hun tit kommer for sent til timerne og nogle gange glemmer at fortælle sin mor, hvor hun går hen efter skole, så kan hun noget ganske særligt. Hun kan forestille sig ting, og når hun fortæller om dem, kan det blive en gave for andre mennesker.
I “Nino og månekonen” lærer vi også Ninos forældre at kende. Bogen er nemlig en sjov og spids karikatur af voksne, der har så travlt med at stege frikadeller og gøre rent i køleskabet, at de glemmer, at der er vigtigere ting her i livet – såsom magiske og fortryllede drømmeverdener.