Birgit Strandbygaards anden roman for voksne “Jeg må jo have et hjem et sted” fra 2006 handler om forfatteren Sylvia Schwarts, der lige er trådt ind i anden fase af voksenlivet, den midaldrende, da hun forelsker sig hovedkuls i kunstmaleren Simon. Umiddelbart virker affæren som en frisk start på en anden ungdom, men den nye vej ender blindt. For en dag bliver Simon fundet myrdet, og Sylvia bliver anklaget for mordet. Hun bliver dog frifundet på grund af manglende beviser og søger derefter tilflugt i sin eksmands hus i Sverige. Her sørger hun både over Simon og over at have forladt og svigtet sin mand Steffen og sin teenagesøn Kristian.
Romanens titel “Jeg må jo have et hjem et sted” er taget fra et digt af Gustaf Munch-Petersen. Digtet handler – ligesom Birgit Strandbygaards roman – om menneskets søgen efter et sted at føle sig hjemme. Sylvia prøver at finde dette hjem hos de mennesker, hun involverer sig med. Først hos sin mand Steffen, siden hos sin sjæleven og elsker Simon og derefter igen hos Steffen. Begge mænd dør imidlertid fra hende. Dette kommer i romanen til at stå som et symbol på, at mennesket ikke kan tilhøre eller blive til ét med hinanden. Mennesket er alene på jorden og må så at sige finde et hjem i sit eget jeg. Først da Sylvia igennem sorgen over sine to mænd har erfaret dette, kan hun finde fred og tilgive sig selv.