Afrikanske veje

Citat
”Mennesker mennesker, dyr er slange slangebange for mennesker, vi kører langsomt for her kan der ikke køres hurtigt, hul på hul på hul i grusvejen, jeg låser bildørene med centrallåsen, lys lys dag, endnu, jeg er kun lidt lidt mamba…”
”Afrikanske veje”, s. 67.

I Janne Tellers roman ”Afrikanske veje – en variation”, 2013, er den navneløse hovedperson en dansk kvinde fanget i desperationens adrenalinpumpende, indadvendte stilhed. Hun sidder bag rattet i en bil med sin utro ægtemand Poul på passagersædet over Nairobis støvede grusveje. Mest af alt har hun lyst til at køre bilen ind i et træ og lade sig opsluge af dramatisk handling, men i stedet holder hun fast, lader frustrationerne tære på sit indre og lader alting forblive ’mælkehvidt’.

Eksmanden, den afrikanske borgerrettighedsforkæmper Albert, fik øjnene revet ud og hænder og fødder skåret af inden sin død, da han var blevet en trussel for den siddende regering. Med sin makabre død spøger han i kulissen af kvindens nye ægteskab og gør køreturen, som danner rammen om hele fortællingen, til en færd, som skal afgøre hendes fremtid – kan hun elske en anden mand end Albert? Kan hun elske det mælkehvide og trygge, selvom hun ved, at Poul ligger i med en afrikansk skønhed?

50676978

”Afrikanske veje” en lang novelle, der med sin eksperimenterende form giver læseren en oplevelse af at flyde med fortælleren i en tankestrøm, der går så stærkt, at ordene ikke altid kan nå at placere sig i fuldendte sætninger. Tidligt i fortællingen skiftes der fra første til tredje person som et led i den optrapning, sproget med sine mange gentagelser også er med til at opbygge. Kvinden, der er opslugt af sit eget selv, er ved at eksplodere af følelser. Ord klippes over og gentages, som i ”Afr Afrika”, og det kan for læseren mærkes som en grådkvalt stammen hos en kvinde, der står i et vejkryds i sit liv.

Både i titel og tekst er Karen Blixen en ekspliciteret del af fortællingen. Blixen er ikke i sproget eller i stemningen, men er indbygget med ord. I fortællingen er kvinden vendt tilbage til Afrika som journalist for at skrive om et spøgelse, der går igen i Karen Blixens hus, og alene titlen ”Afrikanske veje” henleder tankerne på Blixens ”Vejene omkring Pisa”.

Udover de sproglige gentagelser er et andet formgreb i Tellers ”Afrikanske veje”, at der kun er skrevet på de ulige sidetal, og at bogen er udformet som en notesbog, hvor man bladrer vertikalt. Et greb der understøtter det flygtige og spontane i hovedpersonens sindstilstand – som nedfældede noter på en tilfældig blok papir.