David Vann sammenlignes ofte med den amerikanske forfatter Cormac McCarthy, hvis bøger også finder sted i geografiske og psykologiske grænselande, hvor katastrofen og volden altid lurer under overfladen. Om et muligt slægtskab med Cormac McCarthy siger David Vann selv: ”Jeg ville elske at være i stand til at skrive bare én af hans sætninger, og jeg er godt klar over, at det ikke kommer til at ske for mig.” (Conrad Walters: Death in the family. Sydney Morning Herald, 2011-01-19. Egen oversættelse).
Store amerikanske minimalister som Ernest Hemingway og Raymond Carver bliver også tit nævnt i forbindelse med David Vann. Men selvom David Vann til en vis grad benytter sig af den ‘isbjergs-teknik’, som Hemingway var mester i, taler han mere lige ud af posen end sine minimalistiske forgængere.
En læser har sammenlignet ham med Edgar Allen Poe, hvortil David Vann svarer: ”Jeg elskede at læse Poe. Men jeg er mere inspireret af Flannery O’Connor, som har en anden slags mørke, spænding og ondskab. Jeg kan også godt lide Joyce Carol Oates, som har en lignende psykologisk intensitet.” (David Vann webchat – as it happened. www.theguardian.com, 2015-02-27. Egen oversættelse).
Når David Vann underviser i at skrive, fortæller han gerne sine elever, at en god historie altid rummer mindst to historier: ”Jeg taler også om fiktion som en paranoid verden, hvori alting relaterer sig til fortælleren, en slags ”referentiel mani”, som den, Nabokov beskriver i sin novelle ”Signs and Symbols”. Jeg taler også om ideen om en splittet fortæller; at fortællere virker levende på os, når de er splittede, ligesom Julian i Flannery O’Connor’s “Everything That Rises Must Converge”, som aldrig kan tale om den gamle familiegård […] uden foragt, men heller ikke kan tænke på det uden at længes.” (Five Questions for David Vann. The New Yorker, 2010-03-25. Egen oversættelse).