Tematisk kredser David Vann i sine bøger om familier, hvor vold og selvmord, løgne og fortielser holder familiemedlemmerne fangede i dysfunktionelle mønstre. David Vanns eget liv rummer meget dramatisk stof, som han har bearbejdet i sit forfatterskab. Fem mennesker i hans familie har begået selvmord. Da David Vann var 13 år, skød hans far sig selv, mens han talte i telefon med sin ekskone, Rhonda. Historien om farens selvmord udfoldes i ”Fortælling om et selvmord”. Og et år før det skød Rhondas mor sin mand og sig selv, efter at manden havde fortalt hende, at han havde haft en affære. Det er denne virkelige hændelse, der inspirerede David Vann til at skrive romanen ”Caribou Island”.
David Vann lægger ikke skjul på, at det at skrive har været en terapeutisk og transformerende handling for ham. Han bruger virkelige hændelser fra sin families historie, men leger så med at ændre visse elementer i fortællingerne. Om den langsommelige proces, det var at skrive debutromanen ”Fortælling om et selvmord”, siger han: ”Min far kom til live på forskellige måder i løbet af de ti år, jeg arbejdede på bogen. At miste en, der begår selvmord, er fyldt med skam, vrede, skyld, fornægtelse osv., men det at skrive denne bog var meget mere end terapi. I fiktionen kan vi tage det grimmeste fra vores liv og forvandle det til noget smukt, og vi kan også komme meget tæt på at genoplive de døde.” (Rachel Cooke: David Vann: ’I was filled with rage. For three years I said my father had died of cancer.’ The Observer, 2011-01-02. Egen oversættelse).
David Vann bruger kontrasten mellem den storslåede natur og den lille (ofte klaustrofobiske) hytte som ramme til sine fortællinger. Selv siger han om naturens rolle i romanerne: ”Ødemarken presser karaktererne, isolerer dem og nedbryder dem.” (Sam Whiting: Writer David Vann – dark side of Caribou Island. SF Gate, 2011-01-29. Egen oversættelse). Romanerne kan ses som en slags kammerspil – persongalleriet består for det meste kun af to til fire mennesker – hvor konflikterne og følelserne mellem karaktererne står tydeligere frem, fordi de er fangede i en situation, de ikke kan slippe ud af. David Vann interesserer sig for at nå ind til kernen af sine karakterer, dér, hvor al den kulturelle fernis er skrællet af. I tråd med dette symboliserer hytten de mest basale menneskelige behov; varme, mad, hvile. Jagt og fiskeri spiller også en vigtig rolle i Vanns forfatterskab. Når hans karakterer går på jagt, bliver alting sat på spidsen; selvmordet, mordet eller uheldet lurer hele tiden som mulige udfald af situationen.
På trods af de dystre tematikker i Vanns romaner ser han selv en form for sort humor i dem. Om ”Jord” siger han: ””Jord” er for mig at se sjov hele vejen igennem på grund af Galens forkvaklede syn på sig selv og på grund af hans New Age-aspirationer, som var mine aspirationer, da jeg gik i gymnasiet (jeg forsøgte faktisk selv at gå på vandet igen og igen i den tro, at det måske ville lykkes). ”Jord” er den sjoveste bog, jeg nogensinde kommer til at skrive, er jeg sikker på, men de fleste læsere opdager ikke humoren. Det er den mest misforståede af mine bøger.” (David Vann webchat – as it happened. www.theguardian.com, 2015-02-27. Egen oversættelse).