Baggrund

Citat
”Jeg konstaterede med tilfredshed, at ”Bild”-avisen atter havde udråbt mig til dagens sejrherre over et eller andet. Behovet for en fornyet ensretning af den tyske presse var for nedadgående.”
”Han er tilbage”, s. 286.

Timur Vermes blev født i Nürnberg i 1967 som søn af en tysk mor og en ungarsk far, som var flygtet til Tyskland i 1956 efter undertrykkelsen af den folkelige opstand.

Interessen for krige og ikke mindst 2. Verdenskrig opstod allerede hos Vermes som barn. Hans forældre var således nødt til at lade ham sidde oppe til sene visninger af film som ”The Longest Day” – en sort-hvid klassiker fra 1962 om de allieredes landgang i Normandiet 6. juli 1944; den såkaldte D-dag. Vermes fortæller: ”En af de ting, som fascinerede mig i filmen, var at D-dag skulle foregå tidligt om morgenen. Ideen var, at angrebet skulle være godt i gang, før Adolf Hitler vågnede omkring klokken 11. Jeg tænkte, at denne ”Führer” måtte være en meget mærkelig person.” (Tony Paterson: Hitler's return: Timely satire or a joke too far? The Independent, 2013-02-24).

Den historiske interesse hørte ved, og efter at have afsluttet gymnasiet læste Vermes historie og politik på universitetet i Erlangen-Nürnberg. Studierne førte til arbejde på flere store dagblade, bl.a. München Aftenavis og Köln Express, ligesom han har skrevet for flere tyske magasiner og tidsskrifter.

I 2007 begyndte han sin forfatterkarriere som ghostwriter, og i 2012 udkom debutromanen ”Er ist wieder da”. Om bogens fødsel fortæller Vermes: ”Ideen til bogen kom under en ferie. Vi var på rejse i Tyrkiet, og om aftenen gik vi til markedspladsen, hvor jeg faldt over en bog med titlen ”Hitlers anden bog”. Du bliver nødt til at vide, at Hitler rent faktisk skrev to bøger, hvilket jeg ikke vidste på det tidspunkt. Mens jeg stod og så på bogen, tænkte jeg, at man burde kende Hitlers anden bog. Og så tænkte jeg videre: ”Nå, men så kan jeg da skrive den tredje.” Det var ideen og udgangspunktet. Så måtte jeg lege lidt med tanken og opfinde det hele, så jeg ikke glemte ideen, når jeg vendte tilbage fra ferien.” (Timur Vermes' Hitler-Satire wird verfilmt. Focus Online, 2013-03-14).

Romanen har haft stor succes i Tyskland, hvor den bl.a. har ligget nummer et på Spiegels bestsellerliste, og i perioden fra september 2012 til juni 2013 har den solgt over 700.000 eksemplarer og er blevet oversat til 30 sprog. Senest er filmrettighederne til manuskriptet blevet solgt.