Der er to overordnede temaer i Timur Vermes’ debutroman ”Han er tilbage”. Det ene er den overdrevne fandyrkelse og jagt på X-factor, der især drives frem i medierne. Lynhurtigt får de Hitler udråbt til en stor kunstner, og i det lys bliver alle hans groteske udsagn blot set som et udtryk for hans geniale evne til at imitere. Samtidig tildeler Vermes Hitler et skarpt analytisk blik, hvormed han indirekte serverer en spiddende kritik af det moderne samfund. Mediernes manglende evne til at sortere i stoffet står i skarp kontrast til de af diktatoren ensrettede medier, men effekten er i Hitlers analyse den samme – en befolkning, man kan løbe om hjørner med.
Det andet centrale tema, som er det, der har fået lov at fylde i receptionen af værket, er af mere politisk karakter. Vil en person som Hitler kunne spille en rolle i nutidens samfund? spørger romanen, og dens svar er et entydigt ja. Hitler bliver båret på hænder og fødder af det moderne mediecirkus, der uden kritisk sans formår at løfte ham op som den nye humoristiske forkynder af en sandhed. Ganske vist bliver Hitler ikke politiker – han får muligheden, men har da forlængst erkendt, at han har en langt bedre platform i verdens bedste propagandamiddel: tv.
En del af Vermes’ sigte med romanen har været at give et mere nuanceret billede af Hitler. Han portrætterer en mand, der ganske vist har storhedsvanvid og er racistisk, men som samtidig er rationel og følsom og ligefrem agerer Kirsten Giftekniv overfor sine to nærmeste medarbejdere. Vermes forklarer: ”Indimellem kan læseren blive forført til at være enig med Hitler. Det er hele pointen. Vi fortæller ofte os selv, at hvis en som ham virkelig kom tilbage, ville det være let at stoppe ham. Jeg har forsøgt at vise, at selv i dag ville en ny Hitler kunne blive en succes. Bare på en anden måde.” (Tony Paterson: Hitler's return: Timely satire or a joke too far? Independent, 2013-02-14).