Det er en storslået scene, der indleder Timur Vermes’ roman ”Er ist wieder da” fra 2012 (”Han er tilbage, 2013”). Her vågner Hitler af en slags tornerosesøvn på en parkeringsplads anno 2011, og han er ikke spor forandret. Uniformen sidder, som den skal, håret ligeledes, og han er ikke blevet en dag ældre, end da han forsvandt fra jordens overflade i 1945. Omgivelserne er til gengæld forandrede, og det tager da også et par dage, førend han – bl.a. ved hjælp af en tyrkisk kioskejer – får fod på det moderne Berlin og hurtigt bliver klar over, hvorfor han er tilbage.
Landet er jo i en lige så dårlig forfatning som i 1930'erne: Arbejdsløsheden er stor, økonomien er i krise, og landet skal reddes fra uduelige politikere (den kvindelige forbundskansler ikke mindst). Omgivelserne har dog en anden rolle til ham, da de samstemmende er enige om, at han er en stor komiker. I løbet af ingen tid får han sit eget tv-program, og på grund af sin autentiske optræden bliver han hurtigt en viral succes på Youtube, ligesom han får en stor kulturpris.
29961115
Romanen er fortalt i første person af Hitler himself. På den måde bliver læseren inviteret helt ind i hovedet på den tidligere ”Führer” og får lov at følge hans rationaler og analyser af det moderne samfund. Romanen er fortalt i nutid og med en skrivestil, der er let og mundret. Komikken er hele tiden til stede – som da Hitlers produktionsselskab forsøger at hjælpe ham med at blive registreret i folkeregistret og undrer sig over, at han ikke har et pas. Produceren spørger, om han da aldrig har været udenfor EU – i Amerika for eksempel. ””Det var min faste plan,” sagde jeg indigneret, ”men jeg blev desværre forhindret.”” (s. 99).
Komikken er central i værket og bærer den noget usammenhængende historie igennem. Vermes har studeret ”Mein Kampf” og Hitlers gamle taler, og han parafraserer Hitler på underholdende vis. Men samtidig er der en immanent kritik i værket af samtidens dyrkelse af stand up og kendisfaktor, da det netop er trangen til billige grin og letkøbte helte, der gør, at Hitler anno 2011 kan få en let platform til succes – helt uden hjælp fra hverken det slagkraftige SA eller nazisternes propagandaminister Goebbels. Dermed viser forfatteren samtidig, at Hitler kan gro af demokratiets rede – også i dag.