I den sidste bog, Hjertets renhed starter historien i idyl. Anders og Louise er flyttet sammen; men idyllen kan naturligvis ikke holde. Som læser ved man det og venter det, idet man næsten føler sig skuffet over, at Louises liv "bare" skulle blive til det.
Det gør altså heller ikke, for Louise har uroen i sig. Hun drages også mod det usikre, oplevelsen, udfordringen og spændingen, så trygheden sammen med Anders ofres. Sådan må det være. Hun bærer en dobbelthed i sig. Kærlighed og identitet kan her ikke skilles ad. På den ene side drages hun mod det kendte og trygge, og på den anden side drages hun mod eventyret med risiko for at få brændt vingerne.
Vi forlader Louise, efter at hun har hengivet sig til eventyret og i henseende til kærlighed det usikre, men møder hende kort 10 år efter, da hun i bogens epilog vender tilbage til sin hjemegn. Vi får et glimt af verdensdamen med bopæl i Paris, åbenbart kendt og feteret. Selv i denne situation, hvor hun kort genser Anders, fornemmer man dobbeltheden og måske en vis tomhed. Hun drages mod begge verdener.
Som en ekstra krølle på historien viser det sig, at Anders i mellemtiden er blevet gift med Trine. Sådan kan det gå.
Læsernes nysgerrighed med hensyn til Louises fremtid kan ikke stilles, idet forfatteren netop har lavet epilogen for ikke at føle sig fristet til at fortsætte i en uendelig "soap-opera".