Sprog og indhold

Hanne-Vibeke Holst skriver i et mundret, ægte sprog præget af humor og en god iagttagelsesevne. Hun øser af egne erfaringer fra blandet andet den lille by i Vendsyssel, hvilket de to Maja-bøger, Hejsa, Majsa! og Ud af røret, Maja , også vidner om.

Det er begge letlæsningsbøger om Maja på 16-17 år. De er nok enkle i sproget, men indholdet er både vigtigt og vægtigt for piger på 13-15 år. De sluger dem den dag i dag, selv om den første blev skrevet i 1980. Hanne-Vibeke Holst rammer noget vigtigt, og hun kan den kunst at holde læseren fast.

Her er der tale om den første kærlighed og de første erotiske erfaringer beskrevet med stor nænsomhed.
Men også her handler det om at finde ud af, hvem man er. Maja er forelsket i Niels og vil gerne "komme sammen" med den mere erfarne dreng; men i den sidste ende gælder det om at "komme ud af røret", komme videre og prøvet noget.

Bøgerne foregår i et bestemt middelklassemiljø, som jo ikke alle er en del af; men de repræsenterer en almen udvikling, som de fleste piger kan identificere sig med.