Delphine de Vigan er født i 1966 i Bologne-Billancourt i Frankrig og bor i dag i Paris. Hun har arbejdet med marketing og skrev sine første to bøger i fritiden. Hendes anden bog, ”No og mig”, gav hende så stort et gennembrud, at hun derefter blev fuldtidsforfatter. ”No og mig” solgte mere end 175.000 eksemplarer alene i Frankrig og er efterfølgende solgt til udgivelse i 17 lande. Romanen blev i 2010 filmatiseret på fransk af instruktøren Zabou Breitman. Delphine de Vigan har selv været manuskriptforfatter på filmene ”Tu seras mon fils” (2011), ”A cup sour” (2014) og ”Les heures souterranies” (2015). Hun bor i Paris, er mor til to voksne børn og danner par med den franske litteraturkritiker og tv-tilrettelægger François Busnel. Hun er hædret med den franske orden Ordre des Arts et des Lettres.
Igennem sit forfatterskab har Delphine de Vigan kredset om det selvbiografiske og litteraturens rolle i dag. Selvom hendes seks udgivelser, hvoraf de fire er oversat til dansk, tager forskellige former og rummer forskellige grader af fiktion, kredser de alle om det selvoplevede. Og som hun lader karakteren L. udtale i sin seneste udgivelse ”Baseret på en sand historie”: ”Forfatteren har ikke brug for at fabrikere marionetdukker, hvor smidige og fascinerende de end måtte være. Han har nok at gøre med sig selv. Han er nødt til ustandselig at se tilbage på det landskab af sårede følelser, han har måttet passere igennem for at overleve.” (s. 124).