Et blodigt spil

Citat
”Så tager Vivi den store, bølgede kniv frem. Oplyst af stearinlysene ser den endnu ældre og mere skarp ud. Hun skærer et dybt snit i sin finger og drypper dobbelt så meget blod ud over siden som de andre.”
”Et blodigt spil”, s. 61.

I 2010 udkom Camilla Wandahls gyser ”Et blodigt spil” med illustrationer af Patrick Leis. De fire venner Lasse, Mark, Vivi og Stina mødes en nat i en kirke for at lege en leg. Mark har på sin storebrors værelse fundet en gammel mystisk bog med titlen Dødespillet.

Bogen er skrevet af Gregoris den Evige, en forsker der var besat af at opnå evigt liv. På sit dødsleje lykkedes det ham antageligt at leve videre i bogen ved at blande sit blod med den. Lasse, Mark, Vivi og Stina tror dog ikke på historien og beslutter sig for at spille spillet for sjov.

28083343

Da Vivi skærer sig på bogen og på den måde blander sit blod med den, sker der noget med hende. Hun bliver kold og beregnende, og langsomt går det op for de tre andre, at der er noget helt galt. Vivi er blevet besat af Gregoris den Evige, der ønsker at vende tilbage til livet. Lasse, der har været forelsket i Vivi siden tredje klasse, har svært ved at acceptere, at hun prøver at slå dem ihjel. Vivi udnytter Lasses følelser og får ham til at hjælpe sig med at fange Mark og Stina. Inden blodet flyder for alvor, lykkes det dog for Lasse, Mark og Stina at bryde Gregoris den Eviges magt over Vivi. Ved hjælp af en lille bibel og en havesaks får de destrueret Dødespillet og dermed også Gregoris den Evige.

”Et blodigt spil” er en gyserfortælling, der rummer adskillige klassiske gyserelementer. Der er scenen for fortællingen, den uhyggelige kirke og kirkegården. Der er en mystisk bog med meddelelser fra fortiden, og så er der forskellige sproglige og kompositoriske virkemidler, der bidrager til at gøre fortællingen uhyggelig og spændende. Camilla Wandahl benytter sig f.eks. af en jeg-fortæller. Når denne fortælletype anvendes, bliver afstanden mellem læseren og fortælleren mindre. Læseren får et detaljeret indblik i fortællerens følelser og overvejelser. Det bliver med andre ord lettere for læseren at sætte sig i fortællerens sted og dermed også at føle uhyggen på egen krop.