Baggrund

Citat
”Når jeg går i biografen, ser jeg film, der hedder En fri Kvinde eller En kvindes frihed. Men hvor er den shampoo, der hedder Frihed og får mit liv til at skinne? Hvornår finder jeg en lykkelig slutning? Løsningen på alle problemer for både mine personer og mig selv?”
”Pligten til lykke”, s. 122.

Dorrit Willumsen er født i 1940 og voksede op i en lejlighed på Nørrebro med sin mor, sin søster og sine bedsteforældre. Det var trange men trygge kår, selvom hendes mor var en del fraværende. Sin far vidste Dorrit Willumsen ikke meget om. Henne i skolen fortalte hun, at han var viktualiehandler, for det var et ord, hun lige havde lært. Først som voksen fandt hun ud af, at han var operasanger. Til gengæld var morfaderen som en far for hende. Hun elskede de fantastiske beretninger fra hans tid som sømand, og han var hendes første og måske største læremester i fortællekunsten. Allerede som lille vidste hun, at hun ville være forfatter. ”Jeg har altid syntes, ord har magi. Jeg kunne ligefrem besvime af dem. Ord som ‘byldemor’ og ‘ligtorn’ var meget uhyggelige ord. Og da min mor en dag i teateret sagde til mig: “Dorrit, der er sprunget et blodkar i dit øje.” Ja, så så jeg for mig det store skyllekar nede i vaskekælderen helt fuld af blod. Og alt det skulle ud af mit øje,” fortæller Dorrit Willumsen (Lonnie Krause: Dorrit Willumsen. Ordtilallesider.dk).

Da hun kom i gymnasiet, begyndte hun at sende historier ind til Hjemmet, Familie Journal og Det Kongelige Teater og fik det hele retur. Men da hun sendte nogle noveller til Gyldendal, stod der i afslagsbrevet, at hun skulle blive ved med at skrive. Så da hun blev student i 1960, tog hun deltidsarbejde blandt andet på et kontor og skrev om aftenen. Sådan ville hun leve resten af sit liv, lige indtil hun hun forelskede i forfatteren Jess Ørnsbo. De blev gift i 1963, og i 1970 fik de sønnen Tore. Ægteskabet var den første store forhindring for hendes forfatterskab, for i 1960’erne forventedes det, at en kvinde frem for alt – og trods forfatterdrømme – tog sig af børnene og de huslige pligter i hjemmet. ”Man regnede med, at jeg kunne skrive, hvis der ikke var andet, der var vigtigere. Det har jeg fået at vide tit,” fortæller hun (Louise Kidde Sauntved: Kampen for at være alene. Berlingske, 2011-04-17).

Alligevel lykkedes det hende at debutere med novellesamlingen ”Knagen” i 1965, og hun har siden skrevet mere end 20 værker. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget en lang række priser. Blandt andet modtog hun i 1981 som den første kvinde nogensinde Det danske Akademis Litteraturpris, og fra 1980 har hun modtaget den livsvarige kunstnerydelse fra Statens Kunstfond. Indtil 2019, hvor Jess Ørnsbo døde, boede de sammen i Viby Sjælland. Dorrit Willumsen foretrækker stadig at skrive på maskine eller i hånden. ”Jeg kan godt lide at have ordene i hånden,” fortæller hun (Louise Kidde Sauntved: Kampen for at være alene. Berlingske, 2011-04-17). Først til sidst skriver hun manuskripterne ind på computer.