Genrer og tematikker

På mange måder er ”Kaldet” en ganske traditionel krimi, der skildrer lokalsamfundet i en lille by, der rystes af et voldsomt mord på en af dens borgere. Her er gamle damer, der måske, måske ikke har en klemme på offeret, og her er lokalpressen, der er nærmest umulig at holde hen, fordi alle kender alle og sladderen løber hurtigere, end pressekonferencerne kan arrangeres.

Inger Ash Wolfe er imidlertid også blevet anklaget for at bryde kriminalromanens genrekonventioner, og Wolfe tager da også en række utraditionelle greb i brug: Hun tegner et psykologisk portræt af morderen og giver ham så meget plads i bogen, at han nærmest fremstår som en sekundær hovedperson. Kodeordet her er ’nærmest’; på grund af forfatterens brug af suspense: Wolfe holder således hele tiden oplysninger tilbage, så spændingen og mystikken holdes intakt.

Til January Magazine har Inger Ash Wolfe forklaret, at hun ikke selv mener, at hun bryder genrekonventionerne helt så meget, som anmeldere og krimikyndige har påstået, at hun selv er storforbruger af kriminalromaner og –serier, og at det ikke har været hendes plan på forhånd at skrive bøger, der bryder med læsernes forventninger. (Ali Karim: January Interview Inger Ash Wolfe. Januarymagazine.com, 2008-12).