Et særligt træk i det senere forfatterskab er en næsten monistisk bekendelse til livet, sådan som det udspiller sig her-og-nu, mens vi lever. Det handler om at vove at give slip på sig selv, droppe forbeholdene og tage livtag med tilværelsen.
I samlingen Under begge øjne (1978) optræder et mindre antal dobbeltdigte, der effektivt udtrykker denne livsholdning. Som titlen angiver, bør digtene læses parvis, dvs. med et øje på hver bogside samtidigt.
Nittenårig pige på vippen Nittenårig pige i luften
Du står på det yderste af vippen Du sparkes skråt op af vippen
du hopper lidt men ikke overbevisende så kroppen blir vinkelret med benene
[...]
[...]
Du burde gøre dig fri lige nu Du retter dig ud
med det er selve afsættet mod det plask der ligner dig
der er så vigtigt og umuligt. bedre end noget spejl.
28511957
I takt med denne udvikling i forfatterskabet opprioriteres og idealiseres barnets umiddelbare sindelag og spontane adgang til verden. Dette afspejles i en lang række børnebøger om fantasivæsenet Snøvsen (den første 1967), et antal selvbiografiske essays (f.eks. samlingen Barnet der blev ældre og ældre fra 1973) og ikke mindst romanen Broen (1981), der skildrer den 14-årige pubertetsdreng Erling, der som titlen angiver, befinder sig på broen mellem barn og voksen.
I sin lyrik tillader Benny Andersen sig i en ukompliceret og talesprognær fremstillingsform at hengive sig til den barnlige undren, som også kan gribe os voksne, som f.eks. i følgende uddrag af et digt der slet og ret hedder Undren (Verden uden for syltetøjsglasset fra 1996).
Hvorfor ser jeg ud som jeg gør
hvorfor ikke fire ben
eller seks
og fire arme
så fik man nået mere
og nu vi er i gang
to hoveder