”Agnes Grey”

Citat
”Arbejdet med at undervise var lige så anstrengende for legemet som for hjernen. Jeg var nødt til at løbe efter mine elever for at fange dem, for at bære eller slæbe dem hen til bordet og ofte holde dem dér med magt, indtil timen var forbi.“
Anne Brontë: ”Agnes Grey”, side 3.

Anne Brontës guvernanteroman ”Agnes Grey” udkom også i 1847. Den handler om Agnes Grey: en stille og forsagt præstedatter, som prøver lykken som guvernante, da hendes familie kommer i økonomisk uføre. Hun havner hos rige familier, hvor forældrene behandler hende med foragt og de forkælede børn ikke er til at styre. Hendes liv er ganske glædesløst, indtil hun forelsker sig i egnens nye, unge præst. Edgar Weston er en barmhjertig, alvorlig og venlig mand, men de få gange, hvor Agnes Grey tilfældigvis befinder sig i selskab med ham, bliver hun så genert, at hun svarer i enstavelsesord og stikker af, så snart chancen byder sig. Da hun får besked om, at hendes fader ligger for døden, rejser hun hjem uden håb om nogensinde at se hr. Weston igen. Hun flytter til en lille by ved havet og starter en skole med sin mor, men kan ikke glemme sin kærlighed. En tidlig morgen møder hun pludselig Edgar Weston på stranden. Det viser sig, at også han er flyttet til egnen, og har ledt efter hende. De indleder et reserveret venskab, indtil han endelig beder om hendes hånd.

Historien fortælles af den voksne Agnes Grey, der med mange metanarrative kommentarer bekender sin historie til læseren. Der foregår besynderligt lidt på handlingsplanet, og derfor kommer fortællerens refleksioner og betragtninger til at fylde rigtig meget. Den private og reserverede person Agnes Grey står i kontrast til den åbenhjertige fortæller, hvilket bevirker, at det føles som om man uforvarende har fået fingrene i en intim dagbog. 

Anne Brontë besidder måske ikke det samme geniale skrivetalent som hendes storesøstre, men hendes romaner giver et indblik i de hårde livsvilkår for unge guvernanter i England i det nittende århundrede.