Søstrene Charlotte, Emily og Anne Brontë var i et tæt litterært slægtskab, betinget både af tidens smag og af hinandens selskab og samtaler under skriveprocessen. De lod sig inspirere af hinanden og kommenterede hinandens arbejder. Selv om de hver især har deres egen distinkte stil, er der mange ligheder i skrivemåde og tematik, der går igen fra den ene søsters værker til den andens.
Romanernes spænding er oftest bygget op omkring en romance, gerne mellem to, der ikke kan få hinanden. Ofte er det de strenge victorianske klasseskæl, der står i vejen for kærligheden. Kærligheden i romanerne er en ubøjelig og udødelig kraft, der ikke lader sig stoppe af menneskeskabte begrænsninger. I ”Stormfulde Højder“ fortsætter Heathcliffs kærlighed til Catherine ud over gravens rand og antager morbid karakter, idet Heathcliff både graver sin kæres lig op og lader sig hjemsøge af hendes spøgelse.
Victorianismens dyrkelse af puritanske borgerdyder og religiøsitet kommer til udtryk især i Charlotte og Anne Brontës romaner. I ”Jane Eyre“ spiller de moralske værdier så stor en rolle, at Jane Eyre er parat til at opgive den personlige lykke for at beholde sin samvittighed ren. Romanen er spækket med bibelske referencer og citater. På et tidspunkt i romanen bliver hun opfordret til at indgå i et kærlighedsløst ægteskab som missionærfrue, og selv om det stritter imod hendes inderste overbevisning, ser hun det nærmest som en pligt at acceptere tilbuddet.
Anne Brontë var den mest tilbagetrukne og pietistiske af de tre forfatterinder, og hendes roman ”Fruen til Wildfell Hall“ er én lang advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke opfører sig ordentligt. Også hendes beskedne heltinde Agnes Grey er hæmmet af evige overvejelser om at gøre det rigtige og at gøre sin pligt.
Selv i den dystre og misantropiske ”Stormfulde Højder“ kan man se en tendens til, at de onde straffes med de grusomste skæbner.
Det vilde nordengelske landskab, som søstrene voksede op i, har sat tydelige spor i deres romaner. De elskede at gå lange ture på heden, ligesom deres romanpersoner igen og igen opsøger naturen. I ”Jane Eyre“ er naturen besjælet og panteistisk. Den antager overnaturlige proportioner som et organisk hele, der varsler om overhængende farer. Da Edward Rochester frier til den uvidende Jane Eyre på falske præmisser, klager naturen ildevarslende: ”Månen var endnu ikke gået ned, og dog var det så mørkt, at jeg knap kunne se min herres ansigt. Og hvad fejlede kastanietræet? Det vred sig og klagede, medens vinden larmende jog ned gennem laurbærgangen og henimod os. Jeg gemte mit ansigt ved hans skulder.”( ”Jane Eyre”, side 180). Da Jane efter den afbrudte bryllupsceremoni flygter fra Thornfield Hall, ser hun det som en flugt tilbage til den beskyttende og altomfavnende moder jord. Tydeligst kommer romanens natursyn til udtryk, da de elskende efter års adskillelse og på tværs af store afstande pludselig hører hinandens stemmer i naturen.
Yorkshires hede er dog kraftigst repræsenteret i ”Stormfulde Højder“, hvor den rå og vilde natur synes at have smittet af på det barske og upolerede persongalleri. Heathcliff og Catherines kærlighed er også uløseligt knyttet til landskabet omkring de stormfulde højder.
I ”Agnes Grey“ er handlingen flyttet til et fladere landskab tyve mil fra de hjemlige egne, hvor guvernanten har fået sin stilling. I denne roman kommer kærligheden til Yorkshires vilde natur til udtryk igennem savnet og sorgen over at være så langt væk fra den.
En særlig tematik, der går igen i romanerne, er den udstødte, uvelkomne eller uønskede indtrænger, det forstyrrende fremmedelement i familiens trygge skød. Jane Eyre vokser op som uønsket almissebarn i sin tantes familie, og på Thornfield Hall lever den vanvittige hustru Bertha Rochester låst inde i et tårnværelse og skjult for omverdenen. Heathcliff er et hittebarn, der ender med at lægge hele familien i ruiner med sin hævn over deres hjerteløse forskelsbehandling. Agnes Grey føler sig uønsket og foragtet i de fine hjem, hvor hun er sat til at undervise børnene.
Indtrængeren er en, der på den ene side truer med at sprænge det velkendtes trygge rammer, og på den anden side en radikalt ensom og ulykkelig skikkelse. Den gotiske romantradition var en litterær strømning, der havde smag for det morbide og det skræmmende, og ofte bruges denne tematik som et uhyggeskabende virkemiddel.
Idet Brontë-søstrene beskrev den virkelighed de kendte til, giver romanerne desuden et godt indblik i kvindens vilkår i det provinsielle miljø i England i midten af det nittende århundrede. Fælles i søstrenes romaner er heltindernes indre kamp mellem forventningerne om feminin opofrelse og de personlige ambitioner og drømme. Især er denne tematik noget af det, der gør Charlotte Brontës ”Jane Eyre” til en så dynamisk og interessant figur.