Ditte Cederstrand, som døde i 1984, hører - trods sin opvækst og baggrund i Hellerup som barn i en borgerlig familie - til gruppen af arbejderforfattere i 60´erne og 70´erne, som kan kaldes industriarbejdernes skribenter.
Med sin romancyklus De uspurgtes historie (1974-82) har hun indskrevet sig i dansk litteraturhistorie som en af den moderne arbejderlitteraturs betydeligste social-realister. Hendes tidligste bøger var helt anderledes i stil og indhold, men efter at hun i 1949 giftede sig med Harald Herdal, blev hun politisk modnet i de litterære kredse omkring DKP (Scherfig, Kirk, Nexø), og hendes væsentligste indsats er som social forfatter.
Ditte Cederstrand blev født i 1915 som datter af kunsthandler Th. Cederstrand, gik på handelsskole og var i nogle år sekretær og korrespondent. I 1937 giftede hun sig med en tysk præst og boede i Tyskland 1937-44. Hun siger selv, at "efter årene her blev vejen til socialismen uundgåelig, fordi jeg fik hele krigens meningsløshed, vanvid og gru direkte ind på livet ... og var krige uundgåelige i det kapitalistiske system ... så måtte der en ændring af samfundet til for at undgå en gentagelse, og det kunne kun socialismen tilvejebringe ... Fra 1945 ændrede jeg totalt omgangskreds, gik ind i politisk arbejde ... og gennem mit ægteskab med Harald Herdal fik jeg et mere jordnært sprog."