Forfatterskabet før 1974

Ditte Cederstrand debuterede i 1953 som romanforfatter med Jubilæumsugen , 1. bind af en bred familie- og samtidsroman fra de begivenhedsrige og samfundsomvæltende år før, under og efter 2. verdenskrig. Kompromis kom i 1954 og Perspektiv i 1955. (Nyoptrykt i 1978 med fællestitel Den hellige alliance ). Trilogien om Sonja Jæger og om firmaet Bendtsen bygger for en stor del på forfatterens eget ægteskab med en tysker og hendes ophold i Tyskland under nazitiden og krigen. Disse bøger er nok de i hendes forfatterskab, der henvender sig til den bredeste læserskare.

Jubilæumsugen starter på firmaet Bendtsens jubilæumsdag, hvor Sonja tiltræder sin plads, og hvor chefen står parat til at udvide firmaet til Tyskland. En af hans tyske forretningsforbindelsers søn, Fritz Mannheimer, er lige begyndt sin læretid i København. Sonja føler efter nogen tid kedsomhed ved sit job og foragt for den ældre chef, der efterstræber hende, og giver til sidst efter for den unge Fritz´ tilbedelse og følger ham til Tyskland.

I Kompromis følger man Sonjas ægteskab og livet i den lille mineby, hvor Fritz er direktør for gruben. Ganske vist viser Fritz sin åbenlyse modvilje mod nazismen, men han er veg og fej. Sonja føler sig isoleret i det lille samfund omkring minen, og arbejderne viser kun modvilje mod direktørfamilien. Samtidig med Sonjas historie følger man firmaet Bendtsen og den tyske Mannheimer-koncerns udvikling. Bogen hedder Kompromis, fordi den fortæller om, hvordan tyske antinazister gik på kompromis af tvang, og hvordan danske forretningsfolk gjorde det, fordi de kunne tjene penge på det.

I Perspektiv er krigen og besættelsen baggrund for personernes skæbner. Kort før krigens afslutning forlader Sonja sin mand, tager hjem med sine børn og får igen ansættelse i sit gamle firma, som hun har holdt forbindelse med gennem sit venskab med Bendtsens nevø Kristian og hans kone Lilian. Kristian, den fødte opportunist, bliver chef for firmaet, da den gamle ser det klogest, efter sin tyskvenlige virksomhed under besættelsen, at trække sig tilbage. Bogens to modsætninger, Lilian - et luksusdyr, smuk og tomhjernet og Sonja - helstøbt, rank og tænkende, er de to hovedpersoner i hver sin familie og miljø, den danske bourgeoisifamilie og den tyske grubeejerfamilie.I Perspektiv er krigen og besættelsen baggrund for personernes skæbner. Kort før krigens afslutning forlader Sonja sin mand, tager hjem med sine børn og får igen ansættelse i sit gamle firma, som hun har holdt forbindelse med gennem sit venskab med Bendtsens nevø Kristian og hans kone Lilian. Kristian, den fødte opportunist, bliver chef for firmaet, da den gamle ser det klogest, efter sin tyskvenlige virksomhed under besættelsen, at trække sig tilbage. Bogens to modsætninger, Lilian - et luksusdyr, smuk og tomhjernet og Sonja - helstøbt, rank og tænkende, er de to hovedpersoner i hver sin familie og miljø, den danske bourgeoisifamilie og den tyske grubeejerfamilie.

Efter denne borgerlige, samtidsskildrende familieroman gik Ditte Cederstrand over til noget helt andet, nemlig en historisk, romantisk roman fra revolutionstidens Sverige i slutningen af det 18. århundrede. Livet det rige (1960) er skrevet i dagbogsfacon og skildrer en dramatisk og tragisk kærlighedshistorie mellem en ung hofdame ved Gustav IIIs hof og en af kongens adelsmænd. Deres affære må holdes meget hemmelig, da Armfelt er gift, men efter mordet på kongen må Malin i fængsel, fordi hendes elskede konspirerede med oprørerne.

I fortsættelsen Over sukkenes bro (1962) følger man Malins videre skæbne, svigtet af sin elskede, dømt som landsforræder, men senere benådet, og hører om hendes forhold til forskellige mænd, bl.a. Axel von Fersen, som også var Marie Antoinettes elsker - og om flere dramatiske begivenheder.

Bøgerne vidner om et stort forarbejde. Skildringerne af hoffet, det muntre, forlystelsessyge og alligevel formfuldendte franskinspirerede hof med den strålende overflade, og at Gustav III og kredsen omkring ham er fængslende og meget livlige og giver et underholdende og farverigt billede af en letsindig tid.

I 1967 kom så Bagerbørn , som er både en politisk, en generations-, familie-, arbejdsplads- og kærlighedsroman. Den handler om den midaldrende chefingeniør Erik Fenskov, en moderne leder med liberal ideer. Han står sig godt med arbejderne, indtil den dag da der skal afskediges, og han kommer i modsætningsforhold til arbejderne. Hjemme går hans tre voksne børn deres egne veje, og hans kone lever mest for den livløse velstand, som deres hjem udgør. De eneste bekymringsfri stunder Erik har, er i det helt ukomplicerede, gensidigt forstående forhold til sin elskerinde. Ditte Cederstrand fortæller i denne roman om en mand, der gerne vil leve i fred med sine medmennesker, og som nok holder på sit eget, men altid ønsker at stifte fred og glatte ud.