Leif Davidsens civile liv som journalist og korrespondent har sat sig grundige spor i hans skønlitterære forfatterskab. Med en indgående viden om og kærlighed til det russiske folks historie og egenart spiller særligt Rusland en central og gennemgående rolle på tværs af det omfangsrige forfatterskab. Davidsen har set landet forandre sig over tid og har derfor blik for, hvad der var, hvordan det ser ud i dag og måske, hvor det er på vej hen. Både store perspektiver som magtpolitisk korruption og forræderi og mere jordnære indslag som udviklingen af kaffemoden og tøjvaner har han beskrevet indgående i sine bøger.
Selvom han skriver i en rimelig ligefrem prosa, kan man mærke hans begejstring for de emner, han berører. Det er, som om han på pædagogisk vis vil fortælle læseren, alt det, han selv ved og åbne læserens øjne for det fordækte og for det ligefremme, f.eks. ved at belyse forhold i Danmark ud fra andre landes forhold. Om sin egen skrivestil fortæller han: ”Nogle siger, jeg skriver realistisk litteratur, og det hader jeg, for det minder mig om sovjetisk traktorlitteratur med vajende faner og glade malkepiger på omslaget. Jeg kalder det plausibel litteratur. Jeg har hverken superhelte eller superskurke. Jeg tager nogle helt almindelige mennesker og lader dem komme ud for nogle ganske udsædvanlige situationer.” (Carsten Andersen: Handlingen er en lige så stor overraskelse for mig, som den er for læseren. Politiken, 2020-06-06).
Leif Davidsen er prisbelønnet, storsælgende og oversat til et hav af sprog. Ruslandstrilogien blev i 2006 til en tetralogi med “Den ukendte hustru”. Ud over de mange romaner er det blevet til fire novellesamlinger, og to rejseskildringer, en fra Rusland “Dostojevskis sidste rejse” (2002) og en fra USA, ”Steinbecks spøgelse” (2014). Han har endvidere været med til at redigere et par fotohistoriske værker, “Danske øjeblikke” fra 1998 og den kontroversielle “Østfronten – danskere i krig” fra 1999 (kontroversiel fordi første oplag viste sig at være fejlbehæftet – men i billedteksterne, som ikke var Davidsens bidrag).
Forfatterskabet er blevet genstand for en fin introduktion i Lars Ole Sauerbergs “Men det begynder altid med en hovedperson” fra 2006.