Der er flere forskellige temaer på spil i ”Rum”. Umiddelbart får vi en beskrivelse af indespærring, kidnapning og isolation, inspireret af Fritzl-sagen fra Svejts og den østrigske sag om Natascha Kampusch, der ligeledes blev holdt indespærret i en kælder. Men primært handler ”Rum” om forældreskab og barndom. Som Emma Donoghue selv siger:
”Ideen om at opdrage et barn i et lukket rum er en god mulighed for at fokusere på det emne. Kan ét menneske overføre en hel kultur til sit barn? På den måde er kidnapningshistorien mest et baggrundstæppe for alt det, jeg gerne vil fortælle om barndom og moderskab.” (Rikke Viemose: Rum og verden udenfor. Bogmagasinet 02/2011). I forholdet mellem Jack og moderen er der en diskrepans i de tos afhængighedsforhold. Jack har mere brug for moren, end hun har for Jack, som det ofte er mellem barn og forælder. Dette til tider klaustrofobiske forhold, afspejles af det klaustrofobiske liv de lever, indespærret i et lille rum.
Et andet tema er, hvordan et barn udvikler sig, når det vokser op under radikalt anderledes vilkår. Det mest kendte eksempel i litteraturhistorien er Rudyard Kiplings fortællinger om drengen Mowgli, der bliver opdrættet af et ulvekobbel. Som Mowgli har nogle helt særlige fordele fra sin opvækst, har Jack også unikke evner. Han kan allerede læse og har et enormt ordforråd, mens han på andre områder er næsten helt tilbagestående. Jacks utroligt begrænsede univers og hans uvidenhed om verdens sammenhæng kan sammenlignes med Platons hulelignelse, hvor nogle fanger indespærret i en hule kun kender verden gennem de skyggebilleder, deres fangevogtere kaster op på en væg. Som i hulelignelsen oplever Jack også en dyb forvirring og uro over at slippe ud og forstå verdens omfang og uendelighed. Intet er genkendeligt eller trygt, og man længes paradoksalt tilbage til fangenskabet og den verden, man kendte og forstod.
I ”Rum” konstruerer Emma Donoghue en forfatterstemme, der er gennemført og meget overbevisende. Den 5-årige Jacks sprog med dets dobbelt-negationer – ”u-lyve” – og hjemmelavede sammensatte ord – ”bangmodig” – er resultatet af en grundig research, Emma Donoghue gennemførte med sin egen 5-årige søn. ”Hun skrev alle de grammatiske fejl ned, som hendes søn lavede, hvorefter hun klassificerede dem i grupper som for eksempel ”forvirring vedrørende tid”, ”forvirring vedrørende tal”, ”dobbelt-negationer” med mere.” (Rikke Viemose: Rum og verden udenfor. Bogmagasinet 02/2011).