Inge Marie Eriksen blev født i 1935 i den nordjyske by Skørping. Faderen var under besættelsen engageret i modstandskampen, og døde i tysk koncentrationslejr i 1945. Hans enke og to børn flyttede til Aalborg, og her tog Inge Eriksen studentereksamen i 1957, hvorefter hun påbegyndte litteraturstudiet ved Aarhus Universitet. Studiet blev afbrudt i 1962, da Inge Eriksen slog sig ned i København, hvor hun i en lang årrække var aktiv på den politiske venstrefløj, og bl.a. i en periode sad i Venstresocialisternes hovedbestyrelse. Sideløbende uddannede hun sig til lærer, men blev efter et par år i Gladsaxe Kommunes skolevæsen forfatter på fuld tid. Det skete i 1975 med debatbogen “Kællinger i Danmark – agitationer fra Ingenmandsland”, som hun skrev sammen med billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex. Året efter kom tobindsromanen “Victoria og verdensrevolutionen”, en stort anlagt fortælling om kærlighed og politisk kamp, som var en gedigen læsersucces.
Trods den sene debut er det siden blevet til et omfattende og uhyre alsidigt forfatterskab, som udover tyve romaner bl.a. tæller en mængde essays, artikler og rejsebeskrivelser. Det politiske engagement er forblevet et karakteristisk træk ved Inge Eriksens produktion, i det seneste tiår formet som en stærkt kritisk diskussion af Danmarks forhold til omverdenen. Inge Eriksen har således ved flere lejligheder angrebet sit fødeland for snæversyn og selvgodhed, og hun rejste udenlands i en længere periode i 1980’erne, fordi hun efter eget udsagn ikke kunne holde ud at være her.
Inge Eriksen regnes i dag for en af vores vigtigste nulevende forfattere, og hendes seneste roman, “En kvinde med hat” fra 2005, fik en meget fin modtagelse af anmelderne. Hun markerer sig fortsat stærkt i de politiske debatter og har desuden det seneste års tid gjort sig bemærket som en af “Smagsdommerne” i anmelderprogrammet af samme navn på DR2.