Helt centralt i Inge Eriksens science fiction-produktion står firebindsværket “Rummet uden tid” , der udkom i årene 1983-89, og som i dag regnes for en milepæl i dansk science fiction. Første bind af den stort anlagte fremtidssaga er “Luderen fra Gomorra” fra 1983, der handler om evakueringen af Jorden i år 4693, i slutningen af “den anden drivhuseffekt”. Planeten er nedslidt og stort set ubeboelig, og menneskene har for længst koloniseret andre dele af verdensrummet. Romanens to hovedpersoner er luderen Fey, som arbejder på et elektronisk bordel, og den kvindelige politiker Tukhalele. Tukahele går ombord i rumskibet Jezabel II, som i slutningen af romanen letter for sidste gang fra Jorden, for aldrig at vende tilbage. Noget går imidlertid galt, og rumskibet lander på Jorden igen, men mange hundrede år senere, hvor efterkommerne af de mennesker, der blev tilbage på planeten, har grundlagt en ny civilisation.
De følgende tre romaner i serien, “Nord for tiden” (1985), “Dinosaurernes morgen” (1986) og “Paradismaskinen” (1989), handler om konfrontationen mellem de tilbageblevnes civilisation, Decentia, og de evakueredes civilisation af koloniserede planeter, Føderationen. Det er konfrontationen mellem Decentias humanistiske verdensopfattelse på den ene side, og Føderationens teknologiske og bureaukratiske topstyring på den anden. For dette væsentlige bidrag til dansk science fiction modtog Inge Eriksen i 1986 Science Fiction Cirklens litteraturpris.