Alt hænger sammen

Når Inge Eriksen har kaldt sin 1990’er-trilogi for “Sommerfuglens vinge” er der tale om en henvisning til det velkendte billede på kaosteorien: En eneste sommerfugls blafren med vingerne kan udløse en orkan på den anden side af kloden. Ifølge kaosteorien er hele verden forbundet i et gigantisk, uoverskueligt system af kræfter, og vi har kun begrænsede muligheder for at kontrollere og styre tingenes gang. At alting hænger sammen – den store historie og den personlige – er et stadig genkommende tema i Inge Eriksens forfatterskab, men med “Sommerfuglens vinge” problematiserer hun denne sammenhæng og fremstiller den som et tungt – måske for tungt – åg på den enkeltes skuldre. Historien udgør mere end noget andet en sådan sammenhæng i Inge Eriksens univers, og i ”Sommerfuglens vinge” først og fremmest den europæiske historie. Den er på én gang dét, der binder os europæere sammen i et fællesskab, men den kaster også lange skygger ind over os og adskiller os.

“Det europæiske” er både Claras utallige frugtbare møder med sine europæiske søstre og brødre, der er hendes åndsfæller, fordi de elsker den samme musik, kunst, litteratur og arkitektur som hun, og fordi de som kosmopolitter færdes hjemmevant i de samme gamle hovedstæder. Men “det europæiske” er også dybe konflikter, krige, blodudgydelser, undertrykkelse og fascisme, som trækker lange spor op til det 20.århundredes afslutning, ikke mindst med den rædselsfulde krig i ex-Jugoslavien, som gør et dybt indtryk på Clara.

I trilogien er Clara skildret som en på mange måder alt for følsom person, fordi den lidelse, hun oplever gennem sin profession som fotograf og dermed som ’registrant’ af sin tid, går hende i blodet, og lammer hende. Hun er som Inge Eriksen selv et barn af 1930’erne, “smertepunktet”, som det kaldes i trilogien, fascismens tiår, der blev optakten til Anden Verdenskrig og skelsættende for hele kontinentet. Dette tiår udstikker Claras skæbne – ligesom Inge Eriksen mener, at det har udstukket hendes egen – det er hendes udgangspunkt, hendes arv, og kimen til det intense engagement i det europæiske, i verden, i historien, og ikke mindst i håbet om en bedre fremtid. Ligesom det har været det for utallige i hendes generation, der markerede sig stærkt i ungdomsoprøret i 60’erne.

Men Claras voldsomme indføling med historiens lidelse og håb gør også skuffelserne så meget desto større. Dermed kommer hun på mange måder til at stå som et billede på hele den europæiske selvopfattelse i det 20.århundredes anden halvdel med dens stadige opgør med fortiden, dens store drøm om at klinke skårene af det ituslåede kontinent og dens rædselsslagne erkendelse af, at Den Kolde Krigs ophør ikke kun var startskuddet til frihed og demokrati, men også barbari og blodudgydelser. At fortiden hele tiden kaster skygger ind i fremtiden. På den måde fremstår “Sommerfuglens vinge” som et temmelig desillusioneret værk, især set i sammenhæng med den utopiske tone, der blev slået an tidligt i forfatterskabet.