Hvor Inge Eriksens forfatterskab fra 1990’erne og frem er karakteriseret ved den bredt anlagte, realistiske samfundsroman, er forfatterskabets første halvdel genremæssigt mere eksperimenterende. Når Inge Eriksen f.eks. giver “Silkehavet” undertitlen “En sørøverroman” og lader hovedpersonen være en kvinde, udforsker hun potentialet i en ellers noget udtjent genre, der i vidt omfang har været forbeholdt drengebogsuniverset.
Samme leg med en veldefineret genre finder man f.eks. også i “Benedetto og Llalinini”, hvor den klassiske brevroman får helt nye perspektiver i mødet med elementer fra science fiction-universet. En lignende fusion mellem science fiction og en klassisk genre ses i “Amanda Screamers begær”, hvor agenten fra det ydre rum sender beskrivelser hjem om vores mærkværdige liv på Jorden. Disse “breve hjem om os” er en genre, som i forskellige former især dyrkedes i Oplysningstiden, hvor kritikken af det etablerede samfund for alvor fik fodfæste i litteraturen. Forfattere som Jonathan Swift, Voltaire og vores egen Ludvig Holberg har f.eks. arbejdet indenfor rammerne af denne samfundskritik, der iklæder sig litteraturens gevandter.
Der er ingen tvivl om, at Inge Eriksen arbejder meget bevidst med form og genre i sine romaner, men valget af ramme forhindrer aldrig hendes meget personlige skrivestil i at skinne igennem. Det er en fabulerende, diskuterende stil, ofte i form af lange indre monologer hos personerne. Desuden er Inge Eriksens romaner meget rige på referencer til bøger, musik, kunst, arkitektur og historiske begivenheder – på en måde så de til tider fremstår essay-agtige, og forfatteren Inge Eriksen nærmest synes at træde ind i fiktionen og overtage sine personers plads i teksten.
Endelig må det bemærkes, at Inge Eriksen også fra starten af sit forfatterskab har haft sin egen og meget konsekvente omgang med retstavning og andre sproglige regler. Hun bruger f.eks. aldrig den ubestemte flertalsform “nogle”, men altid “nogen”, og et ord som “tekst” skrives altid “text”, på samme måde som “eksistere” bliver til “existere”. I de tidlige romaner er regelbruddene endnu mere udtalte, f.eks. med lille bogstav i starten af sætninger og en meget talesprogsagtig stil med udeladelse af stumme bogstaver etc.