Mads Eslunds bog “Stærkt røde sokker til slidte blå jeans” fra 2005 er en digtsamling, der genremæssigt er vanskelig at indkredse. Bogen består af otte digtsuiter med forskellige temaer: landskabsmalerier, portrætter, breve med mere. Der er sjældent tale om digte i traditionel forstand, men nærmere tekstsamlinger. Teksterne er meget forskellige og varierer fra at være dagbogslignende notater og nøgterne beskrivelser af malerier, til citater og anden ‘funden' tekst.
De otte suiter repræsenterer forskellige skrivestile, men er bundet sammen af en overordnet jeg-fortæller. Denne jeg-fortæller er ofte uudtalt, men samtidig tilstede i kraft af en personlig udsigelsesposition i teksterne.
Eksempelvis i suiten “Rorschachtavler”. Den består af ti beskrivelser af Rorshachtavler, som i tonen lader til at være objektive beskrivelser af en tegning, da der eksempelvis hverken er et ‘jeg synes’ eller et ‘måske’. De virker ligefrem autoritative. Overvejer man imidlertid, hvad der bliver beskrevet, viser beskrivelsen sig at være alt andet end objektiv eller autoritativ. Rorschachtavler er abstrakte tegninger med blækklatter, som er opfundet for at afsløre personlighedstræk ved psykisk syge patienter, der ikke vil erkende deres sygelige tanker. Derfor kan beskrivelserne af tavlerne ikke være objektive, fordi det beskrevne udelukkende er udtryk for en fortællers eller beskrivers tanker. Sagt med andre ord: så findes det, der bliver beskrevet, ganske enkelt ikke i virkeligheden, men er udtryk for en persons subjektive blik.
25952944
På denne måde peger de umiddelbart objektive beskrivelser af Rorschachtavlerne på teksters evne til at fremstå objektive og autoritative, uden egentlig at være det.
Denne legen med sprogets indbyggede mekanismer, som er til stede i tekstsamlingen, tager ofte udgangspunkt i forholdet mellem den, der beskriver og det, der beskrives. Derfor er det personlige og selvbiografiske et centralt tema i bogen. Eksempelvis i bogens første suite. Den består af en række dagbogslignende tekstfragmenter, der på den ene side er dybt personlige, men som også refererer til bogens kunstneriske projekt: undersøgelsen af ‘beskrivelsen’.
Værkets jeg fungerer som en overordnet organiserende kraft, der samler bogens tekstfragmenter. Samlingens opbygning gør, at man på den ene side får mulighed for at fordybe sig i de enkle poetiske beskrivelser, mens man også har mulighed for at læse digtsamlingen som et selvbiografisk eksperiment.