John Fante voksede op i en italiensk indvandrerfamilie i den lille by Boulder i den amerikanske stat Colorado. Efter en opvækst præget af fattigdom gik kan kort tid på universitetet, inden han i 1929 droppede ud og besluttede sig for at skrive. Samtidig flyttede han til Los Angeles, hvor han klarede sig ved at tage arbejde som daglejer på havnen. Fante kæmpede en hård kamp for at komme igennem til forlagene og bombarderede uden held det prestigefyldte tidsskrift ”The American Mercury” med sine historier, inden det til sidst lykkedes ham i 1932 at få trykt novellen ”The Altar Boy”. Fire år senere færdiggjorde han sin første roman, ”The Road to Los Angeles”, men selvom han havde en aftale med et forlag, viste den sig at være for skrap kost for redaktørerne, der nægtede at udgive den.
Da Fante endelig fik udgivet ”Wait for Spring, Bandini” (”Vent til våren, Bandini”) og ”Ask the Dust” (”I Støvet”) i 1938-39, udeblev gennembruddet stadig. Fantes krasse realisme, hvor fattigdom, racisme, sult og andre dårligdomme driver ned ad siderne, var ikke lige det, verden havde brug for under tredivernes depression. Ganske vist tog kritikerne godt imod Fante, men bogkøberne styrede udenom bøgerne.
Den manglende succes som romanforfatter fik Fante til at tage opgaver som manuskriptforfatter til filmproduktioner i Hollywood. Disse opgaver havde meget varierende kvalitet, og Fante så selv dette arbejde som rent lønarbejde uden kunstnerisk potentiale. På dette tidspunkt i 1950'erne var Fante's skønlitterære produktion så godt som glemt på trods af, at han ind i mellem fik trykt romaner eller noveller. Til gengæld nød han et trygt liv med familie og fast indtægt.
Fante havde dog stadig én fan i form af forfatteren Charles Bukowski, og da Bukowski brød igennem, var han ikke sen til at fremhæve Fante's kvaliteter. Det betød, at Fante's bøger blev genudgivet, og at han pludseligt mod slutningen af sit liv fik stor anerkendelse for sit forfatterskab og endda besluttede sig for at tage det skønlitterære arbejde op igen. På dette tidspunkt havde Fante dog mistet synet på grund af sukkersyge og skrev derfor sin sidste bog, ”Dreams from Bunker Hill” (”Drømme fra Bunker Hill”), via diktat til sin kone. Da Fante døde i 1983, efterlod han sig et forfatterskab som måske kunne have været langt større, hvis verden havde opdaget ham lidt tidligere.