”Bandini Kvartetten” består af fire selvbiografiske romaner, skrevet gennem hele Fante's liv. De fire bøger skildrer Arturos ungdom fra hans opvækst i Colorado i ”Wait, for Spring, Bandini”, senere som sultende forfatterspire i Los Angeles (”The Road to Los Angeles”, ”Ask The Dust”) til hans karriere som filmmanuskriptforfatter i Hollywood (”Dreams from Bunker Hill”).
”Ask the Dust” og ”The Road to Los Angeles” skrev Fante som helt ung i 1930erne, mens han blind og gammel dikterede ”Dreams from Bunker Hill” fra 1982 til sin kone. Da bøgerne er skrevet med så stor tidslig afstand, og ikke oprindeligt er tænkt ind i en fast sammenhæng, er der forskelle at finde fra bind til bind. For eksempel skifter Bandini-familien mellem at komme fra Colorado og Californien i de forskellige bind, og Fante er heller ikke helt konsekvent i sin stillingtagen til om faren skal være levende eller død gennem kvartetten.
Den gennemgående figur, som holder sammen på ”Bandini Kvartetten”, er Fante's alter ego, Arturo Bandini. Det er romankvartettens portræt af Arturo Bandini, som med tiden slog John Fantes navn fast som en af amerikansk litteraturs vigtigste forfattere i det 20. århundrede.