Fluernes herre

William Gerald Golding, der tilbragte det meste af sit liv i Cornwall, havde som så mange andre i Storbritannien læst Victoria-tidens romaner skrevet til børn og unge om nationens modige sønner på vagt om Imperiet. En af disse bøger var R. M. Ballantynes ”The Coral Island” fra 1858. Det er historien om en gruppe engelske drenge, der efter stranding på en øde ø opbygger et minisamfund helt efter britisk kolonimodel og efter de uskrevne love for nationens gentlemen. Golding tog udgangspunkt i samme situation. Det fremgår ikke klart, hvorfor en gruppe drenge er efterladt alene tilbage på en øde ø, men det er tilsyneladende efter krigshandlinger. I modsætning til Ballantynes unge koloni-byggere går det helt galt på Goldings ø. Drengene kommer i klammeri, giver efter for deres frygt, og de udviser alt i alt en adfærd, der fjerner deres tillærte kultur og gør dem mere og mere dyriske i deres optræden.

Goldings robinsonade er blevet læst på forskellige måder. Men ligegyldigt om man læser historien med den ene eller anden psykologs eller antropologs briller på, så står det fast, at for Golding er mennesker overladt til sig selv i en naturtilstand, ikke gæster i nogen lykkelig Edens Have eller, som hos Ballantyne, igangsættere af konstruktiv og enig menneskelig udfoldelse. Den er derimod en tilstand af alles kamp mod alle, hvor styrke er ret og ethvert tilløb til ordnede forhold dømt til at mislykkes.

Goldings pessimistiske og desillusionerede syn på den menneskelige natur, når den uhæmmet får lov at udfolde sig, var, efter hans eget udsagn, et resultat dels af hans tid som lærer på en drengeskole før og efter Anden Verdenskrig, dels af hans oplevelser af krigen på første hånd som officer i den britiske flåde. Gennem 13 år som lærer havde han haft lejlighed til at iagttage drenges ofte brutale adfærdsmønstre, når de overlades til sig selv, og krigen viste ham, at skolegården ikke var så meget forskellig fra nationernes kampplads.

Golding, der i 1935 havde udgivet en digtsamling og før krigen have kombineret lærerjobbet med arbejde ved et teater, fortsatte straks efter den hurtigt og i brede læserkredse anerkendte ”Fluernes herre” med stærkt symbolske fortællinger, alle med udgangspunkt i spændingen i menneskers sind mellem urkræfter og tilkæmpet kultur. Gennemgående giver Golding dog udtryk for opfattelsen af, at kampen mellem de to er udsigtsløs. Herved passer Golding til en vis grad ind i en anden af 50ernes kunstneriske retninger med Samuel Becketts og Harold Pinters desillusionerede fremstillinger af menneskelig mulighed for at agere i et dybest set absurd univers.

Goldings anden roman, ”The Inheritors” (1955; Det røde dyr, 1962) beretter om Neanderthal-kulturens møde med homo sapiens. Neanderthalerne opfattes som en i intellektuel henseende primitiv men harmløs art, hvorimod det nye, tænkende menneske så at sige betaler for sin intellektuelle overlegenhed med udvikling af negative sider, f. eks. kold beregning. Fortællingen er ydermere bemærkelsesværdig ved, at Golding lader sine figurer karakterisere ved et konsekvent gennemført rudimentært sprog.