Claus Handberg Christensens ”Vore mødre dør” (2016) rendyrker det personlige udsagn og viser, hvor meget en bog egentlig kan rumme, når man forankrer poesien i hverdagen. Det handler om at miste, og om ikke at kunne leve op til nogle vagt definerede, men stærkt disciplinerende forventninger til, hvordan man skal være i kontakt med sin sorg og i sidste ende sig selv. Handbergs poesi bevæger sig med lethed fra sentimentale erkendelser til notatlignende bemærkninger om litteratur og prosaiske betragtninger. Man mærker hjernen strejfe, og flere gange er der en irritation over at huske det ligegyldige i et meningsfuldt øjeblik. En irritation over ikke at kunne leve op til ideen om en sammenhængende fortælling. Men netop den omstrejfende tanke er det, der gør Handbergs poesi interessant.
”Jeg har ikke adgang til sorgen/ ikke så meget som en knivspids af den/ hun har taget den med sig under armen/ hinsides/ som var det det sidste/ hun kunne gøre for sin søn.” (s. 16). Det er en smuk tanke, at man stadig kan drage omsorg i døden, moren passer stadig på sin søn, selv efter hun er død. I et andet digt tager jeget i bogen, som også underskriver sig Claus, hjem i hendes dødsbo.
52683572
Han vil fotografere huset for at kunne huske det og for at føle sig tæt på sin døde mor. Men billederne forstyrrer, de kan kun være billeder, der peger på sig selv som billeder. Så han prøver at mærke efter, for at se om lejligheden selv kan fortælle ham, hvordan den skal fotograferes, men mødes kun af stilhed. Indtil en død plante lige pludselig alligevel kalder på at blive fotograferet helt ”lige på/ helt enkelt” (s. 20). Så fotograferer han resten af lejligheden sådan, en genstand ad gangen, helt enkelt.
Det er en passende lignelse for Handbergs måde at skrive på. Flere gange bliver vi bragt helt ind i det skrivende øjeblik, og hver gang er det med en opgivende konstatering: det her bliver jo aldrig en bog. Men lige præcis fordi vi får processen med, forstyrrelserne fra hverdagen rundt omkring skriften og irritationen over skriften, bliver det relevant at læse. Det balancerer de smukke, sentimentale passager om hans mor, at der også er plads til spise pizza alene foran fjernsynet.