af hjemfaldne sønner og døtre,
der defilerer så sorgløst
og langsomt gennem gaderne,
at jeres tænder når at falde ud.”
”Har jeg fortalt om min moster? Hun vejede 320 pund og var en legende i familien. Jeg så hende aldrig i live.” (s. 48). Således forklares titlen på Claus Handberg Christensens debut fra 2001. Digtet fortsætter med en parodisk beskrivelse af denne moster og eksemplificerer ”320 pund”s ironiske sider af en samling ellers helt regulære digte og kortprosastykker. Et centrallyrisk jeg bevæger sig mellem sirlige og tilforladelige spor: et paradoksalt, følsomt spor og et besyngende over for det mere meningsfyldte, virkelighedstro og kortprosaiske. Det hele holdes sammen af parodiske elementer uden dog at slå ud i bemærkelsesværdige yderligheder – jeget kan ikke finde ro nogen steder.
23445808
Digtene holder sig for det meste i en nøjsomt refererende, iagttagende stil med barndomserindringer, eksistentielle overvejelser, hverdagsrum, parforhold, følsom vildfarelse og drømmende Jackson Pollock-surrealisme: ”Man trykker på aftrækkeren, afventer morskaben og følger med, uanset hvilke planer tilfældighederne har med én” (s. 37).
Teksterne kredser om klassiske lyriske temaer som elskov, angst, fremmedgørelse og sårbarhed, der fremstilles i generaliserende termer. Sprogligt er digtene så gennemarbejdede, at de ofte fremstår konturløse og uden at efterlade læseren mange tolkningsmuligheder. Et mere oprigtigt, viltert vildskab er muligvis i vente, for inspirationskilderne er ikke til at tage fejl af og nævnes i flæng – Pollack, Peter Seeberg, Charles Bukowski og et tydeligt digterisk slægtskab med Søren Ulrik Thomsen.
Teksterne i ”320 pund” skøjter dygtigt af sted i en meget kontrolleret strøm. Med undtagelse af enkelte digte, hvor man mærker at noget personligt er på spil, som f.eks. ”Viborg”.