Det er svært at få billedet af Morten Hesseldahl til at passe med den gængse forestilling om forfatteren, der sidder mutters alene og skriver dagen lang, mens manuskripterne hober sig op i samme takt som de ubetalte regninger. Alene Morten Hesseldahls uddannelse afslører et usædvanligt højt, atypisk og udadvendt aktivitetsniveau. En uddannelse som grafonom fra Den Grafiske Højskole i 1990 blev i 1994 suppleret med en HD-A fra Copenhagen Business School. Tre år senere – i 1997 – kunne Hesseldahl også skrive cand.phil. i filosofi fra Københavns Universitet på sit CV og ligeledes tilføje MBA fra Copenhagen Business School i 2009.
Karrieren bragte ham i lyntempo ind som forlagsredaktør på Gyldendal, hvor han arbejdede fra 1990 til 1997, og fra 1997 til 2002 som forlagschef og direktør for Høst & Søn og Hans Reitzels Forlag. I 2002 blev han administrerende direktør for Bonnier Forlagene, og fra 2007-2009 bestred han posten som administrerende direktør for Dagbladet Information. I 2010 landede han i toppen af DR-mastodonten som nyudnævnt kulturdirektør, og i 2018 tiltrådte han som administrerende direktør for forlaget Gyldendal.
Og som om Morten Hesseldahls døgn er udstyret med ekstra mange timer, har han ved siden af sine skiftende lederjobs haft en lang række poster, blandt andet som medlem af litterturkanon-udvalget, medlem af bestyrelsen for Dansk Pen, medstifter af den borgerlige tænketank Cepos og i en årrække anmelder for Jyllands-Posten. Desuden har han siden 2004 været formand for Det Danske Filminstitut.
Oven i hatten er han så også de sidste par år blevet en af landets førende spændingsforfattere og ganske højeffektiv: Når han først sætter sig til tastaturet, producerer han efter sigende nemt en A4-side i timen. Mindre kan næsten heller ikke gøre det, når man betænker, at han ved siden af karrieren også har en familie at passe.
Hesseldahl er som forfatter bedst kendt for sine kriminalromaner, men faktisk har han også en større produktion af tegneserier bag sig. Blandt andet serien “Danmark besat”, der i hvert bind beskriver et år af besættelsestiden. Serien udkom op til 50-året for Danmarks befrielse. Samtidig med “Danmark besat” serien udgav Hesseldahl også sine første detektivromaner, som han skrev sammen med kollegaen Mich Vraa. De seneste udgivelser er samfundsdebatterende spændingsromaner, og det er med dem, at Hesseldahl for alvor har slået sit navn fast som krimiforfatter.