Rebellen

Citat
““Så det, du siger, Serge”, indskød Jonathan, “er, at idealet bør være en sammensmeltning af de forskellige verdner?”
“Ja, hvis der overhovedet skal være noget belæg for hovmodet.”
Jonathan smilede. “Ved du hvem du lyder som?”
Serge rystede på hovedet.
“Du lyder som din far. Det var hans ideal. Et kunstnerisk begavet menneske, der både kunne slå søm i, diskutere politik og kende forskel på fodboldens center forward og den venstre inner wing.”
“Man bruger ikke de benævnelser længere”, sagde Serge tvært.”
Morten Hesseldahl: “Rebellen”, side 91-92.

Overgangen fra detektiv- til spændingsroman kom med “Rebellen” fra 1998, som under intrigen rummer en klassisk dannelseshistorie. Hovedpersonen må igennem nogle hårde udfordringer, inden han en livserfaring eller to klogere kan vende tilbage til udgangspunktet. Udlagt som handling lyder det nogenlunde sådan her: Serge Arnolds afdøde far var en skarp, venstreorienteret forfatter i nobelprisklassen, som gik i frø og vendte sin familie ryggen. Serge reagerede ved at blive en cigarrygende guldflipper, yuppie og boligspekulant. På det tidspunkt, vi møder ham, er han på vej til at opgive ræset og trække sig tilbage til en palmestrand. Han skal bare lige gøre den sidste handel. Han har fundet tre små rønner i et idyllisk fiskerleje og har besnakket den gamle, knarvorne ejer til at sælge dem. Ved siden af ligger han i forhandlinger med kommunen om de tilstødende grunde, og han har fået sin faste arkitekt Nina til at tegne nogle prospekter, som har overbevist investeringsselskabet MacroInvest om, at de skal smide 120 millioner efter projektet. Alt går efter planen, men så giver han sig til at rydde op i farens bo og falder over et gammelt manuskript og tager et opkald fra Sydamerika, som kommer fra en, der påstår at være hans bror. Inden længe braser verden, som han kender den, sammen, og han er nødt til at revidere sine planer og sine anskuelser.

Historien udvikles med en præcis psykologisk, social og kulturel ramme om det hule guldflipperi, og der er ansatser til et egentligt periodestykke med udførlige beskrivelser af gulddrengenes blinde vinkler. Anmelderne slog dog hårdt ned på visse mangler hos Hesseldahl: “Forretningsmanden opgiver sit kup, støtter fiskeren og beslutter at læse bøger. Og derved bliver han rebel. Det er sandelig en opbyggelig historie. Men “Rebellen” er fuld af melodrama, utroværdige personer og klæge foredrag om kunst og politik. Alt sammen meldt i en flydende karakterløs stil” (Bent Mohn: “Meget moralsk”. Anmeldelse i Politiken, 1998-06-22). Den ublide medfart ændrer dog ikke ved, at “Rebellen” er en ganske fin indgang til nogle af de hovedstrømninger, som formede og deformerede samfundet i firserne og halvfemserne.