Natten er lige begyndt

I “Natten er lige begyndt” fra 2009 kommer trykket på systemet fra de autonome miljøer. Handlingen klipper i al korthed mellem fire spor med hver sin hovedperson. Musikeren Tony, terrorsympatisøren Nils, den gamle byggematador Behrendt og den lidt yngre spekulant Bolvig. Miljøerne veksler mellem de bonede gulve i firmadomicilerne på Skt. Annæ Plads, autonome tilholdssteder i forfaldne industribygninger, københavnerlejligheder i forskellige varianter og svedig sydamerikansk jungle og by.

Der er stærke interesser på spil og folk, som er villige til at gøre det meste for at nå deres mål, ikke mindst nogle ualmindeligt klamme colombianske narkogangstere og selvfølgelig den psykopatiske, bodybuildede Bolvig. Han er forfatterskabets i særklasse mest vellykkede figur. Måske fordi han ud over at være en begavet psykopat også er en af de få, som er hundrede procent handling. Det gælder om at eksekvere, som han fortæller tilhørerne til de business-foredrag, han holder til 50.000 kroner i timen, og man kan i den forbindelse undre sig over, at resten af fortællingen ikke er blevet lagt ind i hans eller et tilsvarende effektivt perspektiv. 

27723918

Det ville have været den amerikanske løsning – ikke bare hos moderne krimimestre som James Ellroy, men også store realister som Bret Easton Ellis – og have sikret en klar afvikling uden noget at komme efter for anmelderne. Som for eksempel Politikens Sophie Engberg Sonnes kritik: “desværre er balancen mellem det debatskabende og romanens kriminalistiske plot ikke optimal, og der tales i lidt for pædagogiske store bogstaver. Dertil kommer, at Hesseldahl konstant bruger sine romanpersoner som talerør for sine egne politisk korrekte holdninger til tendenser og udviklinger i samfundet” (Sophie Engberg Sonne: “Topstyrede romanfigurer”. Anmeldelse i Politiken, 2009-05-23). Eller med andre ord, det kan godt blive lidt for meget P1 med de evindelige politiske og personlige kvababbelser.

Tony og Nils og for den sags skyld Mathias fra “Drager over Kabul” fremstår ved siden af den koleriske Bagger-klon som romanens similisten, som en art afbigt til øllebrødsretorik, inderlig selvransagelse og en socialdiktatorisk jante-forestilling om, at det ikke må blive for begavet og frækt og flabet og hurtigt – hvilket jo er ganske bemærkelsesværdigt, når det vel egentlig lige præcis er frihed også til det, forfatterskabet taler for.